Det er svært at komme udenom. De seneste uger har været helt katastrofale for den republikanske præsidentkandidat Donald Trump. Nu mener en førende ekspert på det anerkendte medie The New Yorker, at Trump har opgivet at blive USAs næste præsident. I stedet er fokus de kommende uger for Trump at bortforklare nederlaget.

'Denne uge markerede afslutningen på, at Trump faktisk forsøger at vinde valget, og begyndelsen på, at han planlægger at forklare, hvorfor valget blev stjålet.'

Sådan skriver den anerkendte Washington-korrespondent og politiske ekspert hos det kendte magasin The New Yorker, Ryan Lizza, i en kommentar i magasinet onsdag.

I kommentaren beretter Ryan Lizza, som også fungerer som politisk ekspert på CNN, om den nedtur Donald Trump efterhånden har været på gennem et stykke tid.

Igennem flere måneder har Trump og de mange, der arbejder på hans kampagne, kæmpet for at indhente det forspring, som Hillary Clinton løbende har haft i forskellige meningsmålinger.

Specielt har Trump haft et problem med de to store vælgergrupper, som består af 'ikke-hvide' vælgere og hvide vælgere med universitetsuddannelse. Og så har han haft en historisk lille føring hos den hvide arbejderklasse, hvor eksempelvis Mitt Romney ved det forgående valg stod stærkere.

Det har dermed længe tydet på, at Clinton ville vinde massivt over Trump.

Af netop den grund har Trumps kampagnefolk arbejdet hårdt på at ændre det - blandt andet ved at arbejde med at tøjle præsidentkandidatens temperament. Samtidig forsøgte de at få Trump til at virke mere sympatisk og mindre 'racistisk', som eksperten skriver.

Hjulene faldt af

Men alt det hårde arbejde blev på få uger ødelagt af en tre-trins-raket af uheldige episoder, som ifølge Ryan Lizza har fået hjulene på Trumps kampagne til at falde helt af.

'Trumps nedsmeltning i den første debat, hvor han ikke var i stand til at mønte et brugbart argument for hans kandidatur eller mod Clintons; frigivelsen af lyd og video, hvor Trump praler over seksuelle overgreb på kvinder; og den efterfølgende støtte-flugt fra Trump af partiledere,' ridser Lizza op i kommentaren.

Den seneste tid har Trump brugt på at angribe de personer, som har forladt den synkende kampagne-skude, hvor en fjerdedel af republikanske guvernører, senatorer og medlemmer af kongressen har meldt ud, at de ikke ønsker at støtte Donald Trumps præsidentkandidatur.

Det ændrede fokus mod egne partikammerater ser Ryan Lizza som et klart udtryk for, at Trump ikke længere fokuserer på at vinde valget til november, men i stedet nu er gået i fuld gang med at sikre, at hans mest hardcore støtter ikke ser Trump som årsagen til det tabte valg. Det er nu den republikanske elite, der skal have skylden for den fejlslagne kampagne.

Det er ifølge eksperten en strategi, Donald Trump har brugt før, når hans forretninger ikke er gået godt.

'Trump er enten en vinder eller et offer. Han er aldrig en taber,' som det lyder i slutningen af kommentaren, der altså melder Trumps præsidentkampagne helt ude.

Det amerikanske valg er 8. november.