Mitch McConnell mener angiveligt, at en rigsretssag vil gøre det nemmere at smide Trump ud af partiet.

Republikanernes leder i Senatet, Mitch McConnell, har angiveligt sagt, at han er godt tilfreds med Demokraternes forsøg på at stille præsident Donald Trump for en rigsret igen.

Ifølge den magtfulde republikaner vil det gøre det lettere at smide Trump ud af Det Republikanske Parti.

Det skriver The New York Times.

Kilder med kendskab til "McConnells tanker" fortæller til avisen, at Mitch McConnell har sagt til flere kolleger, at han mener, at præsident Trump har begået forbrydelser, der kvalificerer ham til en rigsret.

Repræsentanternes Hus ventes natten til onsdag dansk tid at stemme om en resolution, der opfordrer vicepræsident Mike Pence til at tage det 25. tillæg til forfatningen i brug.

Det 25. forfatningstillæg kan tages i brug, hvis en præsident anses for ikke at kunne varetage embedet på forsvarlig vis.

Selv om Trumps embedsperiode udløber om syv dage, kræver Demokraterne ham afsat omgående. De anklager præsidenten for at have opildnet til de voldsomme optøjer ved Kongressen onsdag i sidste uge.

Mike Pence ser dog ikke ud til at ville efterkomme kravet fra de demokratiske politikere - og et mindre antal republikanere - om at afsætte Trump.

Det er ventet, at Demokraternes næste skridt så vil være at stemme om at indlede en rigsretssag mod Trump. Den afstemning kan komme allerede onsdag.

Foruden at Mitch McConnell ifølge The New York Times skulle have udtrykt tilfredshed over udsigten til en rigsretssag, skulle republikaneren Kevin McCarthy have spurgt andre republikanere, om han skulle opfordre Trump til at træde tilbage.

Kevin McCarthy fra Californien er mindretalslederen i Repræsentanternes Hus og hidtil en af Trumps mest standhaftige allierede i Kongressen.

Fem republikanske kongresmedlemmer har i løbet af de seneste dage meldt offentligt ud, at de støtter en rigsretssag mod Donald Trump.

Det gælder de fire medlemmer af Repræsentanternes Hus Liz Cheney, Adam Kinzinger, John Katko og Fred Upton samt senatoren Lisa Murkowski.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Desuden sagde senator Ben Sasse ifølge nyhedsbureauet AFP til CBS fredag, at han "bestemt vil overveje" at støtte en rigsretssag mod præsidenten.

/ritzau/