Der er gang i missilaffyringerne fra Nordkoreas side for tiden.

Torsdag var den så gal igen, lød det fra Sydkoreas militær, der kunne fortælle, at deres naboer havde affyret et ballistisk missil ud for landets vestkyst.

Og fredag bragte det nordkoreanske medie KCNA så et billede, som viste, at militæret havde affyret mindst seks missiler på det samme tidspunkt.

Det skriver Reuters.

De mange missilaffyringer viser ifølge KCNA, at Kim Jong-un lige nu forbereder sig til en potentielt rigtig krig.

Kim Jong-un skulle ifølge mediet være ganske optaget af, at diverse enheder i militæret er parate til kamp, og derfor skulle han have beordret flere såkaldte simulerede øvelser med virkelighedsnære krigssituationer.

Kim Jong Un
Kim Jong Un Foto: STR
Vis mere

Tidligere på ugen slog det også gnister mellem Nordkorea og USA.

Det skete, efter Kim Jong-uns magtfulde søster Kim Yo-jong udtalte, at landet har planer om at sende flere missiler ud over Stillehavet.

I samme anledning truede hun med bål og brand, hvis nogen skulle finde på at skyde de nordkoreanske missiler ned.

Nordkoreanerne anklager ligeledes USA og arvefjenden Sydkorea for at øge spændingsniveauet, fordi de to lande er i gang med en fælles militærøvelse.