Der skal skæres ind til benet for, at Nissan kan hive sig ud af en enorm krise.

Det resulterer i, at en række uprofitable produkter og et bilmærke bliver stoppet.

Det er Nissan Motor Company, der må lukke bilmærket Datsun, fortæller to anonyme kilder med direkte kendskab til lukningen til nyhedsbureauet Reuters.

Krisen opstod, da den tidligere tidligere leder af alliancen bestående af Renault-Nissan-Mitsubishi Motors, Carlos Ghosn, blev anholdt for skattefusk – anklager, som han afviser.

Inden sin anholdelse arbejdede Ghosn ambitiøst på at øge salget af Nissan-biler i især USA og andre store markeder.

Det endte med at undergrave Nissans indtjening og brand i USA, fordi bilmærket solgte biler med store rabatter til udlejningsfirmaer.

Faktisk havde Ghosn så store ambitioner, at han nærmest forærede biler væk til firmaer med bilflåder, og det er blandt andet det, der nu skal rettes op på.

»Vi er nødt til at kortlægge en forbedring, men rødderne går dybt,« siger en af kilderne om de mange problemer, Nissan står overfor.

Officielt er Carlos Ghosn sigtet for tre separate forhold.

Det første omhandler manglende indrapportering af indkomster for et meget stort millionbeløb mellem 2010 og 2015. Derudover kigges der på hans skatteoplysninger de følgende tre år.

Han er også sigtet for en kompleks fidus, der betød, at Nissan endte med at betale Ghosns regninger i fejlslagne forretninger og andre foretagender.

Eksempelvis er Nissans penge endt med at betale for fire luksushuse i Rio de Janeiro og i Beirut.