En kurdisk kvinde, Nasrin Qadri, døde lørdag i Tehran efter fredag at have pådraget sig 'alvorlige skader' fra slag i hovedet med stave af iranske sikkerhedsstyrker.

Det rapporterer den kurdiske menneskerettighedsorganisation Hengaw og IranWire ifølge CNN.

Ifølge Hengaw blev Nasrin Qadris lig transporteret til hendes hjemby, Marivan, og efter pres fra sikkerhedsstyrkerne blev hun begravet ved en privat ceremoni om aftenen.

Nasrin Qadris far siger imidlertid på iransk stats-tv, at hans datter døde af influenza og ikke efter at være blevet tæsket ihjel af politistyrker.

Ingen fotos af Nasrin Qadris lig er blevet offentliggjort.

Kvinden var, siger andre medlemmer af hendes familie til CNN, 38 år gammel og universitetsuddannet i filosofi.

I de seneste uger havde hun været aktiv på sociale medier for at opmuntre folk til at slutte sig til oprøret mod det iranske præstestyre.

I Marivan, som ligger i den nordvestlige del af Iran, har Nasrin Qadris død ført til demonstrationer og flagafbrænding. Protesterne har ifølge Hengaw fået politiet til at åbne ild mod demonstranter.

Mindst 35 personer er blevet såret af skud, hævder organisationen.

Uroen i Iran eksploderede, da 22-årige Mahsa Amini døde i politiets varetægt den 16. september i år.