Der er nu kommet detaljer frem om den aftale, som USA og Iran skulle være tæt på at underskrive.

En anonym amerikansk embedsmand siger til mediet Axios, at den indeholder følgende hovedpunkter:

  • En 60 dage lang våbenhvile, hvor Hormuzstrædet vil blive genåbnet.

  • Iran kan sælge olie frit.

  • Der vil blive afholdt forhandlinger om Irans atomprogram.

Både Trump og mæglere i konflikten har sagt, at aftalen kan blive præsenteret søndag, men den er endnu ikke færdiggjort og kan stadig falde fra hinanden, skriver mediet.

USA-præsident Donald Trump har selv meldt ud på Truth Social, at aftalen »i vid udstrækning er blevet forhandlet på plads med forbehold for den endelige færdiggørelse mellem USA, Iran og flere andre lande«.

»De sidste aspekter og detaljer i aftalen bliver i øjeblikket drøftet og vil blive offentliggjort inden længe,« lyder det fra ham.

Axios skriver videre om detaljerne i planen, at åbningen af Hormuzstrædet også indebærer, at Iran fjerner de miner, man har lagt ud.

Omvendt skal USA både ophæve blokaderne af iranske havne og fjerne sanktioner, der umuliggør iransk salg af egen olie.

»Den amerikanske embedsmand erkender, at der vil være en velsignelse for Irans økonomi, men vedkommende siger også, at det ville udløse en betydelig lettelse for det globale oliemarked.«

Embedsmanden udtaler til mediet, at jo hurtigere iranerne fjerner minerne og lader skibsfarten blive genoptaget, desto hurtigere vil blokaden blive ophævet.