I 451 dage har den norske milliardærfrue Anne-Elisabeth Hagen været forsvundet. Og lige så længe har man forsøgt at løse mysteriet om, hvad der skete med hende.

Nu forlyder det, at hendes mand skal have fortalt politiet, at en ekstra husnøgle - som var placeret ude i deres garage - var væk, efter hun forsvandt.

Det skriver det norske medie VG.

Samtidig udelukker politiet ikke, at de personer, der formodes at have bortført Anne-Elisabeth Hagen, kan have låst sig selv ind i parrets hjem i Lørenskog øst for Oslo.

Parrets hjem øst for Oslo.
Parrets hjem øst for Oslo. Foto: VIDAR RUUD
Vis mere

Ifølge VG skal det norske ægtepar have opbevaret en reservenøgle til deres hus ude i deres garage - men efter Anne-Elisabeth Hagen forsvandt den 31. oktober forrige år, skal hendes mand, Tom Hagen, have fortalt til politiet, at han ikke kunne finde den.

Desuden skulle der ifølge VGs oplysninger ikke have været nogen tegn på, at indgangsdøren til hjemmet var blevet brudt op den dag.

Til samme medie forklarer politiinspektør Tommy Brøske, som leder efterforskningen af sagen, at politiet er bekendt med, at der nogle gange blev opbevaret nøgler udenfor.

Nærmere vil han dog ikke kommentere det.

»Adgang til et gerningssted vil altid være af interesse i en efterforskning, men vi er mere optaget af, hvem der har været inde på et gerningssted, end hvem der har haft adgang,« siger Tommy Brøske.

Sidste livstegn fra 69-årige Anne-Elisabeth Hagen var 31. oktober 2018 klokken 09:14, hvor hun havde en telefonsamtale med et familiemedlem.

Da Tom Hagen kom hjem fra arbejde nogle timer senere klokken 13:00, var hun væk.

Tilbage lå en seddel med et krav om løsepenge og en trussel om, at Anne-Elisabeth ville blive udsat for skade, hvis han kontaktede politiet.

På grund af fundet af sedlen frygtede politiet længe, at der var tale om en kidnapningssag. Den teori blev dog senere ændret, da man nu i stedet formoder, at Anne-Elisabeth Hagen blev udsat for 'en alvorlig forbrydelse' og blev dræbt, og at sedlen kan være blevet efterladt for at forvirre efterforskningen.