Da missilet slog ned nær markedspladsen, gennemborede dets lasts af metalfragmenter vinduer, mure, biler – og mennesker.
Nu tyder noget angiveligt på, at det katastrofale missilnedslag, der kostede mindst 15 livet i det østlige Ukraine, var resultat af et vildfarent ukrainsk luftforsvarsmissil.
Det skriver The New York Times på baggrund af information, som det amerikanske medie har indsamlet og analyseret.
Udover de mange dræbte kom mere end 30 andre personer til skade, da et missil slog ned i den østlige by Kostjantynivka den 6. september.
Det blev efterfølgende omtalt som et af de dødeligste angreb i flere måneder – og fra ukrainsk side forlød det umiddelbart efter, at Rusland stod bag.
I både dagene og månederne op til har området været ramt af flere angreb fra russisk side – men nu tyder noget ifølge The New York Times på, at der ikke var tale om et russisk missil, som den dag ramte byen.
Det var i stedet muligvis et ukrainsk af slagsen.
Som belæg oplyser avisen, at man har analyseret blandt andet missilfragmenter, satellitbilleder, vidneudsagn og indlæg på sociale medier.
Og alt det tyder ifølge The New York Times stærkt på, at 'det katastrofale angreb var resultatet af et vildfarent ukrainsk luftforsvarsmissil affyret af et Buk-affyringssystem'.
»Angrebet ser ud til at have været et tragisk uheld. Luftforsvarseksperter siger, at missiler som det, der ramte markedet, kan komme ud af kurs af forskellige årsager, herunder en elektronisk fejlfunktion eller en styrefinne, der er beskadiget eller revet af på affyringstidspunktet,« lyder det i det amerikanske medies artikel.
Noget af det, som mediet lægger til grund i artiklen, er, at mindst fire fodgængere på videoovervågning fra stedet den dag samtidigt drejer hovedet samme vej, da man hører lyden af et missil, der nærmer sig.
Og de kigger alle i retning af ukrainsk-kontrolleret territorium.
Ikke mod de russisk-besatte områder.
Derudover skriver The New York Times, at man har fundet frem til, at det ukrainske militær bare få minutter før, at missilet ramte, skal have affyret to missiler fra byen Druzjkivka, der ligger knap 17 kilometer nord for Kostjantynivka.
Det passer tidsmæssigt med, at missilet kan være blevet affyret der – og få minutter senere ramme ned ved markedspladsen.
En talsmand for Ukraines væbnede styrker oplyser til mediet, at landets sikkerhedstjeneste er ved at undersøge hændelsen, og at man i henhold til national lov ikke kan kommentere yderligere.
Kostjantynivka ligger ikke langt fra områder med kampe i Ukraine.
Byen ligger således omkring 30 kilometer fra Bakhmut, hvor der har været voldsomme kampe mellem de ukrainske og russiske styrker.