Republikansk medlem af Repræsentanternes Hus forlader sin post efter beskyldninger om upassende adfærd.

Washington. Endnu en amerikansk politiker har valgt at forlade Kongressen i Washington D.C. som følge af beskyldninger om upassende opførsel.

Republikaneren Trent Franks oplyser i en meddelelse, at han trækker sig fra sin post i Repræsentanternes Hus med virkning fra 31. januar.

Et udvalg i Repræsentanternes Hus oplyste torsdag, at det har indledt en efterforskning af beskyldninger mod Franks om sexchikane.

Den 60-årige politiker oplyser i erklæringen, at to kvindelige medarbejdere fra hans stab har klaget over samtaler, han har ført med dem om rugemoderskab.

Franks begrunder sin beslutning om at forlade politik med, at mediedækningen af udvalgets undersøgelse ifølge ham vil "skade de ting, jeg elsker mest".

Franks har sammen med sin hustru tvillinger, der er bragt til verden af en rugemor. Han oplyser, at parret ønskede at få endnu et barn på den måde og derfor ledte efter en ny rugemor.

I meddelelsen undskylder han at have bragt det emne op over for to tidligere medlemmer af sin stab.

- Jeg beklager dybt, at mine samtaler på arbejdspladsen om denne mulighed og processen har forvoldt bekymringer, siger han.

Tidligere torsdag skrev avisen Arizona Republic med henvisning til oplysninger fra en anonym kilde, at Franks ville opgive sit sæde i Repræsentanternes Hus.

Trent Franks er valgt i Arizona og har siden 2003 siddet i Repræsentanternes Hus.

Når han træder tilbage, skal guvernøren i Arizona, Doug Ducey, udskrive et særligt valg for at finde en afløser, der kan udfylde Franks sæde i Repræsentanternes Hus.

Tidligere torsdag meddelte den demokratiske senator Al Franken, at han vil trække sig som følge af sexbeskyldninger.

/ritzau/Reuters