Rusland har angiveligt været tæt på at nedskyde et britisk spionfly ud for Krims kyst.

To russiske jagerfly var den 29. september på vingerne for at afvise et britisk spionfly, der fløj tæt på Krim-halvøens kyst.

I forsøget på at få det britiske fly til at vende om, affyrede et af de russiske fly et missil, der angiveligt var tæt på at ramme det britiske fly. Det skriver The Washington Post.

Mediet skriver, at Storbrittaniens forsvarsminister tidligere har informeret underhuset om episoden. Her blev episoden dog beskrevet noget mindre dramatisk, end i de lækkede dokumenter, da missilaffyringen dengang blev beskrevet som en teknisk fejl.

Oplysningerne om episoden stammer fra en større mængde dokumenter, der angiveligt er lækket fra det amerikanske forsvarsministerium. Lækket har vakt international opmærksomhed de seneste dage. Søndag udtalte det amerikanske forsvarsministerium at de undersøgte sagen.

Ukraines efterretningstjeneste betvivler dog ægtheden af dokumenterne. Lørdag udtalte repræsentanter for tjenesten, at de mener, at dokumenterne er forfalskede.