En mandlig politibetjent er blevet skudt ved et fængsel i det sydlige London.

Betjenten er afgået ved døden.

Det skriver Sky News.

»Det er i sandhed en chokerende hændelse, som har ført til at en af vores kolleger har mistet sit liv under de mest tragiske omstændigheder,« siger politikommissær ved London Metropolitan Police, Cressida Dick, til Sky News og fortsætter:

»Mine tanker går til hans familie, nærmeste kolleger og venner.«

Betjenten blev skudt og dræbt klokken 02.15 natten til fredag, lokal tid.

»Når en kollega dør under tjenesten sender det chokbølger og sorg gennem hele politistyrken,« siger Cressida Dick.

Ifølge London Metropolitian Police affyrede den afdøde betjent ikke sit tjenestevåben.

Sky News oplyser, at en 23-årig mand er blevet anholdt på gerningsstedet.

Efter at have skudt betjenten skulle den anholdte gerningsmand have rettet sit skydevåben mod sig selv.

Gerningsmandens tilstand beskrives som kritisk.

Motivet bag drabet har politiet endnu ikke oplyst noget om.

»Vi er på et tidligt stadie af efterforskningen og arbejder stadig på at klarlægge omstændighederne bag hændelsen,« siger Cressida Dick.

Opdateres...