Den nu afdøde DJ, Tim Berglings (Avicii) bror, David Bergling, er landet i Oman, hvor den 28-årige dj blev fundet død fredag, for at blive klogere på den tragiske hændelse.

Der erfarer det ofte velinformerede kendismedie TMZ.

Fredag blev den kendte DJ Avicii fundet død i Muscat, Oman. Kort efter udmeldingen rejste dj'ens bror til landet, og der skulle han nu befinde sig.

Broderen checkede ifølge TMZ fredag aften ind på et hotel kun få kilometer fra, hvor Avicii blev fundet død. Broderen er rejst til landet for at besøge de steder, hvor Avicii befandt sig i timerne og dagene før sin død.

Foto: ATTILA KISBENEDEK
Vis mere

Mediet TMZ skriver, at det sker, fordi familien søger svar på, hvad der er sket den verdenskendte dj. Hvordan døde Avicii? Hvad var dødsårsagen?

Det var fredag aften, at Aviciis pressekontakter erklærede, at den svenske dj var død.

»Det er med stor sorg, at vi må meddele, at Tim Bergling, bedre kendt under kunstnernavnet Avicii, er død,« oplyste Ebba Lindqvist og fortsatte:

»Han befandt sig i Muscat, Oman, og blev fundet død fredag eftermiddag lokal tid.«

Den svenske dj er særligt kendt for sangene 'Hey Brother', 'Wake Me Up' og 'Levels', som strøg til tops på hitlisterne verden over, og han har i mange år været betragtet som en af verdens førende dj's.

»Familien er knust, og vi beder om at vise respekt og lade dem være alene i denne vanskelige tid,« lyder det videre fra Ebba Lindqvist, som slutter:

»Der vil ikke komme flere kommentarer.«

Avicii.
Avicii. Foto: Amy Sussman
Vis mere

Tim Bergling slog igennem tilbage i 2010 med 'Seek Bromance'. Siden blev det til succes på succes på succes for den svenske dj, som overraskede alle sine fans, da han for to år siden i et åbent brev oplyste, at han havde besluttet sig for at stoppe med at turnere.

»Jeg ved, at jeg er velsignet ved at kunne rejse verden rundt og optræde, men jeg har for lidt tid til livet til den ægte person bag artisten,« skrev han dengang.

Avicii på scenen.
Avicii på scenen. Foto: ATTILA KISBENEDEK
Vis mere

Han uddybede det ikke mere, men i et senere interview med The Hollywood Reporter forklarede han, at han stoppede af helbredsmæssige årsager.

»Det var nødvendigt for mig af hensyn til mit helbred. Scenen var ikke noget for mig. Men det var ikke koncerterne eller musikken, det var alt det rundt om, som ikke rigtigt kom naturligt til mig. Alt det andet ved at være en kunstner. Jeg er generelt en mere indadvendt person. Det var meget hårdt, og det gav for meget negativ energi, tror jeg,« sagde han.

Avicii fortalte dog dengang, at beslutningen ikke var ensbetydende med, at han ville stoppe med at lave musik - blot stoppe med at turnere.