Den 76-årige John Kapoor får fængselsstraf for at bestikke læger til at udskrive afhængighedsskabende medicin.

Stifteren af den amerikanske medicinalvirksomhed Insys Therapeutics, den 76-årige John Kapoor, er torsdag idømt en fængselsstraf på 66 måneder for at have medvirket til at forstærke den såkaldte opiat-krise i USA.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Opiater er en fællesbetegnelse for smertestillende lægemidler, der er stærkt afhængighedsskabende. Lægemidlerne menes at have kostet titusindvis af amerikanere livet som følge af overdoser.

Kapoor blev i maj 2019 kendt skyldig i bestikkelse og bedrageri. Han var sammen med flere andre topfolk fra Insys anklaget for at have udtænkt en plan, som fik selskabets salg af smertestillende medicin til at eksplodere.

Insys betalte under bordet "millioner af dollar" til læger over hele USA for at få dem til at udskrive recepter på firmaets meget vanedannende lægemiddel Subsys.

Tidligere retsdokumenter har ifølge CBS News også vist, at Kapoor sagde god for, at sælgere fik en kontant bonus for at få læger til udskrive de højst tilladte doser af medicinen.

- Enkelt sagt, så kørte Kapoor Insys uden et moralsk kompas og uden nogen som helst bekymring for, at hans strategi ville skade folk, skriver anklagerne i dokumenterne.

Anklageren i sagen havde krævet 15 års fængsel til Kapoor, mens en del af sagens vidner - personer, som blev afhængige af lægemidler fra Insys - talte for at idømme Kapoor en endnu højere straf.

Vidner fortalte ved en føderal domstol i Boston, at selv om de ikke havde behov for det, så udskrev læger recepter til dem på opiater fra Insys.

Vidnerne beskrev, hvordan de mistede deres tænder og var ude af stand til at tænke klart, fordi de befandt sig i en døs af afhængighed, skriver Reuters.

Et at ofrene sagde til dommeren, at John Kapoor skulle straffes på samme vis som en narkohandler.

Dommeren lagde sig dog fast på en mildere straf. Blandt andet med henvisning til Kapoors høje alder.

/ritzau/