En flaske vand endte med at koste en 54-årig mand dyrt.

Efter 25 års ansættelse i KLM Catering Service, der leverer måltider til flyselskabet KLM, er en 54-årig mand blevet fyret, oplyser check-in.dk.

Det sker, efter han blev taget i at hælde indholdet af en flaske kildevand, der havde været ombord på et af flyene, ned i sin egen drikkeflaske.

Den afskedigede medarbejder har efterfølgende sagsøgt KLM Catering Service for uberettiget afskedigelse og har desuden krævet en erstatning på 480.000 euro – svarende til 3,6 millioner kroner.

Manden mener, at afskedigelsen var alt for streng taget i betragtning af, at han er familieforsørger og har været ansat i 25 år.

På grund af den øjeblikkelige afskedigelse mistede han ligeledes retten til at få dagpenge.

KLM Catering Service mener, at manden burde have vidst, at virksomheden har en nultolerencepolitik i forhold til at tage mad eller drikkevarer, der er beregnet til passagererne.

For at undgå at medarbejdere tog vand fra flyene, havde virksomheden derfor i 2019 udleveret en vandflaske til alle de ansatte, som de kunne bruge til at tappe postevand i.

Medarbejderne fik i den forbindelse at vide, at de ikke måtte tage drikkevarer, der skulle bruges i flyene eller havde været med på flyene.

Men den forklaring kendte manden ikke til. Ifølge ham var han ikke klar over, at han kunne miste sit job på grund af en flaske vand.

Han påpeger desuden, at flasken alligevel ville blive kastet væk, fordi den ikke var blevet brugt under flyvningen.