Det er ikke alle, der skal med, når den 46-årige amerikaner George Floyd bisættes på tirsdag.

Således har Det Hvide Hus meddelt, at præsident Donald Trump ikke har planer om at dukke op i Houston, Texas, hvor bisættelsen finder sted.

Derimod er én af ærespladserne i Texas-kirken allerede reserveret for den demokratiske præsidentkandidat, Joe Biden.

Og Barack Obamas vicepræsident har lovet, at han helt sikkert kommer.

Den forhenværende vicepræsident Joe Biden har meldt sin ankomst til George Floyds bisættelse næste tirsdag.
Den forhenværende vicepræsident Joe Biden har meldt sin ankomst til George Floyds bisættelse næste tirsdag. Foto: JIM WATSON - AFP
Vis mere

»Vi skal ære George Floyds minde. Vi har et problem med systematisk racisme. Og som præsident vil jeg tackle problemet ligepå.«

Sådan siger Joe Biden, der sammen med sin kone, Jill Biden, tager til George Floyds barndomsby Houston tidligt tirsdag morgen.

George Floyd døde forrige mandag, efter en hvid politibetjent i Minneapolis i knap ni minutter hvilede sit knæ på den liggende mands hals, mens Floyd var anholdt og lagt i håndjern.

Politiets brutale opførsel over for George Floyd har ført til raceoptøjer over hele USA. Og selv om Donald Trump selv kontaktede George Floyds familie på telefon, så er forholdet imellem de to parter ifølge avisen New York Times 'køligt'.

Således har George Floyds bror Terrence Floyd fortalt CNN, at præsidenten ikke virkede interesseret i at tale med ham.

»Man kunne klart fornemme, at det var en forberedt kommentar ned til den allermindste detalje. Hver gang jeg forsøgte at sige noget, afbrød Trump. Og præsidenten lagde røret på efter sit sidste punktum,« siger Terrence Floyd til CNN.

Også Joe Biden ringede til familien Floyd for at kondolere.

Og her fornemmede Terrence Floyd angiveligt en anderledes interesse.

Terrence Floyd lagde mandag blomster på det sted, hvor hans bror George mistede  livet forrige mandag.
Terrence Floyd lagde mandag blomster på det sted, hvor hans bror George mistede  livet forrige mandag. Foto: KEREM YUCEL - AFP
Vis mere

»Vicepræsidenten lyttede. Og da han bagefter talte, kunne man tydeligt mærke, at han også havde lyttet efter med interesse,« sagde Terrence Floyd til avisen Washington Post.

Politibetjenten Derek Chauvin, der af mange får skylden for drabet på George Floyd, er anholdt, sigtet for mord og manddrab.