McDonald's topchef har haft en affære med en medarbejder. Det har kostet ham jobbet.

Steve Easterbrook, administrerende direktør for McDonald's, blev fredag fyret skriver Wall Street Journal.

Bestyrelsen bag den multi-internationale burgerkæde besluttede fredag at fyre den øverste direktør. Begrundelsen var, at han havde haft et forhold til en unavngiven medarbejder.

Da nyheden kom frem, styrtdykkede McDonald's-aktierne.

I en e-mail, der blev sendt ud til medarbejderne søndag, beklagede den 52-årige Easterbrook sine handlinger.

Han indrømmede at havde overtrådt virksomhedens politik og skrev:

'Det var en fejl. I betragtning af virksomhedens værdier er jeg enig med bestyrelsen i, at det er tid for mig at komme videre.'

Hans plads i spidsen for burgerkæden overtages af den 51-årige Chris Kempczinski, der ifølge Wall Street Journal siger:

»Der kommer ikke noget radikalt, strategisk skift. Planen fungerer.«