Resultat af afstemning er et tilbageslag for Mays regering forud for EU-topmødet torsdag og fredag.

Den britiske premierminister, Theresa May, har onsdag aften lidt nederlag ved en afstemning i parlamentet, som kræver ændringer i et udkast til exit-aftalen fra EU.

Ved afstemningen stemte 309 af parlamentets medlemmer for ændringer af udkastet til en brexit-aftale. 305 medlemmer støttede May.

Udfaldet af afstemningen betyder, at parlamentet skal godkende en separat lovpakke for at godkende enhver endelig aftale om Storbritanniens udtræden af EU.

Resultatet er et tilbageslag for Mays regering forud for et vigtigt EU-topmøde torsdag og fredag.

Det var medlemmer af Mays konservative regeringsparti, som krævede en eksplicit juridisk garanti indarbejdet i den historiske aftale om briternes udtræden af EU.

Det sikrer parlamentet en afstemning, før en endelig aftale kan underskrives.

Dominic Grieve, som er konservativ parlamentariker og tidligere justitsminister, havde udarbejdet ændringsforslaget.

Det var underskrevet af en række andre konservative parlamentsmedlemmer og støttet af arbejderpartiet Labour - det største oppositionsparti.

»Regeringen er nødt til at lytte til, hvad der bliver sagt til dem,« sagde Grieve inden afstemningen.

»Det har været som en dialog mellem døve. De har gjort det til et opgør mellem viljer,« tilføjede hun.

Theresa May vandt en politisk sejr, da hun i sidste uge fløj til Bruxelles for at møde EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker.

EU-Kommissionen indstillede derefter til topmødet, at der var sket tilstrækkelige fremskridt i første fase af Brexit-forhandlingerne.

Fredagens aftale handler om exit-betingelserne. Det vil sige den økonomiske slutopgørelse, EU-borgernes fremtidige rettigheder i Storbritannien og forholdene ved grænsen på den irske ø.

/ritzau/Reuters