Den britiske premierminister erkender ved EU-topmøde, at brexitforhandlingerne har haft en svær sommer.

Bruxelles. Den britiske premierminister, Theresa May, appellerer torsdag aften til de øvrige EU-landes ledere om at hjælpe med at give hende en brexitaftale, hun kan sælge til sit eget splittede parti og til vælgerne derhjemme.

- Jeg fornemmer i stigende grad en følelse af, at vi må arbejde sammen for at nå et resultat, som vi kan bakke op om og forsvare over for vores folk, siger May ifølge flere nyhedsbureauer, der er blevet briefet af hendes kontor.

May har taget ordet over en lang middag ved EU-topmødet torsdag aften.

Ifølge netmediet Politico erkender May, at forhandlingerne om den britiske skilsmisse fra EU har været i problemer over sommeren.

Men hun mener også, at de er kommet på sporet igen, efter den tale hun holdt for en måned siden i Firenze i Italien.

- Jeg gjorde status, og jeg lyttede til, hvad folk sagde i Storbritannien, og hvad mine venner og partnere i Europa sagde. Og så tog jeg et skridt fremad, siger May ifølge Politico.

/ritzau/