Den britiske premierminister er klar til at drøfte en udskydelse af brexit med EU-lederne i Bruxelles.

Et flertal af briterne har stemt for, at Storbritannien skal forlade EU, og nu er det altså på tide, at medlemmerne af Underhuset lytter og tager deres ansvar alvorligt.

Det siger den britiske premierminister, Theresa May, da hun ankommer til et topmøde i Bruxelles torsdag.

Onsdag har hun i et brev bedt EU's stats- og regeringschefer om at udskyde brexit fra 29. marts til 30. juni.

»Denne udskydelse er noget, som jeg personligt fortryder,« siger Theresa May.

Men det er nødvendigt.

For tiden er ved at løbe ud. Storbritannien forlader EU 29. marts, hvis ikke der indgås en anden aftale.

»Det afgørende er, at vi forstår, at brexit er det britiske folks beslutning. Vi må leve op til det ønske,« siger May.

Torsdag skal hun høre de øvrige stats- og regeringschefers svar på brevet, hvori hun beder om en forlængelse.

»Jeg er her for at drøfte en kort forlængelse af artikel 50 (brexit, red.) til slutningen af juni med stats- og regeringscheferne. En kort forlængelse vil give parlamentet tid,« siger den britiske premierminister.

May fastholder, at den eneste vej frem er, at det britiske parlament må godkende den skilsmisseaftale, som to gange er blevet stemt ned i Underhuset.

Hun har sagt, at det er den eneste måde, hvorpå Storbritannien kan forlade EU på en velordnet måde.

/ritzau/