Udlændinge- og integrationsministeren siger i et eksklusivt interview med B.T., at han tror, at oplevelsen med de ukrainske flygtninge kan ændre dansk politik.
»Jeg er født i 1981, og mit første folketingsvalg var i 2001. For min generation af politikere har det været et vilkår, at udlændingepolitik er betændt, konfliktoptrappende og noget, der skaber dårlig stemning under samtalerne, i skurvognene og ved familiefrokoster,« siger Mattias Tesfaye til B.T.
Han mener, at Danmark er på vej mod et tøbrud i forhold til debatten om de fremmede, og han håber, at oplevelsen med de ukrainske flygtninge bliver så god, at den vil kunne blive startskuddet på en ny tid.
B.T.s udsendte er sammen med Tesfaye i skolegården på Falkonergårdens Gymnasium på Frederiksberg i København en dejlig forårsdag. Rundt om os i gården sidder de unge og nyder solen.
En af dem er Veronika, mit plejebarn fra Ukraine, der på kort tid er gået fra at være en ængstelig fordrevet ung pige til dagligt at spille tennis med andre talenter i KB Tennis og være en slags elev på Falkonergården, hvor hun har fået nye danske venner.
Historien om Veronika, som jeg mødte i Kyiv, er en lille solstrålehistorie om en 16-årig pige, der kom hertil som uledsaget mindreårig, og som på kort tid i den grad er blomstret op her i Danmark.
Veronika taler lidt genert med ministeren og spørger ham, hvornår hendes opholdstilladelse efter den nye særlov mon kommer? Hun har ventet på den i mere end halvanden måned, og indtil den kommer, kan hun ikke for alvor komme ind i systemet.
Tesfaye fortæller hende, at der arbejdes på højtryk, og til B.T. siger han:
»Vi ved godt, at det går lidt langsomt nu, og at det er frustrerende, jeg er også selv lidt frustreret. Men vi har fået udstedt 5.000 opholdstilladelser, og det kommer til at gå stærkere herfra.«
For en måneds tid siden sad jeg sammen med ministeren i DRs 'Aftenshowet', og her spurgte jeg Tesfaye, om han kunne forestille sig, at velvilligheden over for de ukrainske flygtninge kunne ændre på den danske flygtningedebat, hvis det bliver en god oplevelse for danskerne.
Dengang svarede Tesfaye, at det ville han virkelig håbe. Nu stiller jeg ham samme spørgsmål igen.
»Jeg tror, at stemningen i den danske befolkning er ved at samle sig. Blandt dem, der stemmer på de røde, er der en stigende fornemmelse af, at der skal være tjek på, hvem der kommer her, og på kravene til dem. Blandt dem, der stemmer på de blå, er der en stigende fornemmelse af, at vi skal huske at behandle dem, der kommer, ordentligt. Det tror jeg, faktisk er holdningen blandt 60-70 procent af befolkningen. Christiansborg er bare som altid lidt bagefter. Jeg håber, at Ukraine-krisen kan hjælpe til at sætte yderligere skub i denne udvikling. Det vil være fremragende, hvis Danmark kan gå forrest i Europa her.«
Hvis Danmark skal udvikle sig hen imod en ny tone i flygtningedebatten, skal du så ikke også som minister genoverveje dit image som den hårde hund?
»Vi politikere er produkter af vores tid. Når jeg står i spidsen for et åben dør-princip over for ukrainere, så bliver jeg ansigtet på den politik. Når Belarus får fløjet nogle stakkels mennesker til deres land og presser dem mod EUs grænser, så må jeg til Litauen og hjælpe med at opbygge en hård grænse, og så bliver jeg ansigtet på pigtråd og mure.«
Vil du helst have et politisk eftermæle som en hård hund, eller kunne du godt tænke dig et nyt image?
»Både og vil jeg sige. Hvis ikke jeg sad her, så var det en anden, der skulle være den hårde hund. Vores måde at byde velkommen til de ukrainske flygtninge viser et andet Danmark, som jeg godt kan lide, og det hilser jeg velkommen.«
Tesfaye understreger, at vi i Danmark, før udlændingedebatten blev skarp efter valget i 2001, havde et helt andet syn på verden.
»Hvis man kigger på Danmarks udenrigspolitiske historie, så modtog vi ungarere i 1956, vi modtog vietnamesere i forbindelse med Vietnamkrigen, og efter kuppet i Chile i 1973 modtog vi cirka 1.000 chilenske politiske flygtninge. De tre begivenheder, kombineret med det, at Sverige modtog jødiske flygtninge fra Danmark under Anden Verdenskrig, tror jeg bidrog til at skabe en meget positiv oplevelse af det at modtage fremmede i Danmark. Det var grundlaget for vores udlændingelov i 1982-83,« siger Mattias Tesfaye.
Tror du, at vi i Danmark lidt har glemt vores fortid med at hjælpe jøderne til Sverige, med ungarerne og vietnameserne, at de ukrainske flygtninge kan vække os op til at huske et Danmark, hvor vi alle gerne vil hjælpe?
»Jeg ved ikke, om vi havde glemt det, men villigheden var der i hvert fald i overvældende grad. Før krigen kom, holdt jeg i dyb fortrolighed møder med en række politikere fra begge fløje og fortalte dem, at jeg syntes, vi skulle gå forrest med en åben dør-politik, hvis det endte med en stor fordrivelseskrig. Det for mig virkeligt overraskende var, at alle jeg talte med, sagde »selvfølgelig«.
Han skyder skylden på den meget hårde indvandringsdebat og de medfølgende politiske tiltag samt på den mindre heldige integration af palæstinenserne, irakerne og syrerne. Han vil ikke pege fingre og måske godt det samme. Skal der peges fingre desangående, så går socialdemokraterne næppe hus forbi.
»Hvis du og jeg mødtes om to år, så tror jeg, at vi ville være i en situation, der minder mere om dengang med de ungarske flygtninge end med syrerne. Det er nu, vi skal vise, at vi har røv i bukserne, og på den måde mener jeg også, at det hænger sammen. Vi sagde nej til at huse folk, der aktivt var blevet fløjet ind af Lukasjenko i et politisk spil, fordi de ikke var flygtninge, som vi forstår det. Det var misbrug af mennesker i en sårbar position. Men hvis ikke ukrainerne er flygtninge, så giver det ikke mening at tale om flygtningebegrebet.«
Hvor travlt har vi i Danmark med at få denne store flygtningeopgave til at lykkes, hvis det skal blive en succes?
»Vi står kun ved foden af bjerget. Debatten hen over sommeren bliver bestemt ikke kun let. I morges var jeg i kontakt med en kommune, der havde stillet en lejlighed til rådighed for en ukrainer. Så fandt de ud af, at det var en handicapbolig, og så begyndte det at give lidt hovedpine, fordi den kommune i forvejen har mangel på handicapvenlige boliger. Det er ikke uproblematisk bare at sige til ukrainere, at de kan hoppe ventelisten over. Det er bare et lille billede på det, der venter os,«
Udlændinge- og integrationsministeren advarer om, at der ligger en række svære beslutninger foran os.
»Tag bare undervisning af alle de børn og unge, der kommer. Vi har ikke pædagoger og lærere nok til at løse denne udfordring, og derfor kan det godt være, at vi kommer til at bede ukrainerne selv hjælpe med til den undervisning og pasning, ligesom vi også må overveje, om det er muligt med det samme at give dem alle de velfærdsydelser, vi andre får. Det skal være realistisk. Hvis det går godt, så tror jeg, at vi kan komme til at stå i den situation, vi har talt om her, hvor det kan blive en løftestang for en ny tid i dansk udlændingepolitik. men hvis det går galt, så bliver det det modsatte.«
Samme dag, som B.T. talte med Mattias Tesfaye, modtog Veronika faktisk sin opholdstilladelse. Hun har allerede fået et fritidsjob i en isbutik i København.
