En lang række amerikanske stater er tirsdag blevet ramt af et massivt nedbrud på teleselskabet Verizon Wireless’ netværk, skriver flere amerikanske medier.

Problemerne startede tirsdag morgen og har spredt sig til flere stater, heriblandt New York, Illinois, Michigan, Massachusetts, Texas og Florida, skriver cnet.com.

Verizon Wireless er et enormt teleselskab i USA og er markedsleder for trådløse produkter. Verizon Wireless har i omegnen af 140.000.000 abonnenter og godt 153.000 ansatte.

Efter flere klager erkendte Verizon på deres Twitter-profil, at de har store problemer med netværket.

»Vi oplever lige nu sporadiske udfald på tale, tekst og data-forbindelsen på nogle af vores markeder sydpå. Vores teknikere er opmærksomme på problemet og arbejder hårdt på at udbedre det.«

Flere forskellige hjemmesider, blandt andet downdetector, opdaterer løbende, hvor der er konstateret udfald i USA.

Her er det tydeligt, at udfaldene er langt mere omfattende, end hvad Verizon selv har erkendt indtil videre.

Verizon får relativt hård kritik fra sure brugere og har brugt det meste af de seneste timer på at forsøge at berolige vrede kunder på deres sociale medie-profiler.