Store dele af Sydamerika er søndag ramt af strømafbrydelser. Det gælder blandt andet hele Argentina og Uruguay.

Den argentinske avis La Nación beretter om strømafbrydelser i hovedstaden, Buenos Aires, og i forskellige af Argentinas provinser.

Ifølge det britiske medie BBC skal strømsvigtet være begyndt lidt efter klokken syv morgen. Det skete samtidig med et lokalvalg i Argentina. Trafikken blev øjeblikkeligt påvirket. Tog holdt stille, og lyssignaler var sat ud af spil.

»Det her er aldrig sket før,« lyder det fra Alejandra Martinez, der er talsperson i strømselskabet Edesur, til Infobae.

To argentinske elselskaber bekræfter strømafbrydelserne i hele Argentina, men de angiver ikke årsagen.

'En omfattende fejl i et elektrisk forbindelsessystem har efterladt hele Argentina og Uruguay uden strøm,' skriver elselskabet Edesur Argentina på Twitter.

Edenor, Argentinas største eldistributør, har samme vurdering af årsagen til strømafbrydelserne.

Ud over Argentina og Uruguay er også dele af Brasilien og Chile ramt af strømafbrydelserne.

»Folk er lidt i panik og ved ikke helt, hvad de skal gøre. Normalt er der meget liv her, men nu er der ingenting. Der er virkelig stille her,« siger Mariah Juarez til Dagbladet.

Hun er bosat i det nordlige Argentina.

Edesur skriver på Twitter, at store forstyrrelser i elforsyningen til hele Argentina og Uruguay har ramt de fleste af de to landes 48 millioner indbyggere.

»Inden for seks til otte timer ventes elektriciteten at være tilbage,« siger Daniel Russo fra Argentinas civilforsvar til den spanske avis El País.

Over en time efter den totale strømafbrydelse blev der rapporteret om, at strømmen var begyndt at vende tilbage nogle steder.

Det skulle blandt andet gælde i argentinske kystbyer.

Ud over Brasilien og Chile skal også Paraguay være berørt af strømafbrydelserne.

Myndighederne har givet folk ordre til at spare på ressourcerne.