De er OVERALT.

Massevis af vandmænd er strømmet til havet ud for Haifa i Israel. Bilederne ser vilde ud, men årsagen til det opsigtsvækkende fænomen er ikke særlig opløftende – det samme gælder konsekvenserne.

Ud over at gøre det besværligt for svømmere at bevæge sig rundt i vandet og at koste landet omkring ti millioner dollar om året i tabt turisme, har dyrene også tilstoppet afsaltningsanlæg og industrielle fiskenet, efterhånden som deres sæsonmæssige antal vokser, oplyser myndighederne ifølge Reuters.

»Vandet bliver varmere og varmere, og det betyder, at vi kan se flere og flere vandmænd,« siger Guy Lavian, en marinevagt hos Israel Nature and Parks Authority, til Reuters.

Foto: NIR ELIAS
Vis mere

Ifølge ham er årsagen de høje temperaturer, de voldsomme klimaforandringer bærer med sig.

Og det lagt sammen med det massive overfiskeri, der er et problem verden over, betyder kæmpestore mængder af vandmænd.

Vandmændene formerer sig ved og søger mod højere temperaturer. Her konkurrerer de om føde og levesteder med andet havliv.

Overfiskeri har været med til at skævvride den konkurrence til deres fordel, ifølge instituttet Israel Society of Ecology and Environmental Sciences.

Foto: NIR ELIAS
Vis mere

Det samme gør  sig gældende i Suezkanalen, en 150 år gammel kunstig egyptisk kanal, der har tilladt invasive arter at rejse fra Det Røde Hav til Middelhavet, hvor der nu er 17 slags vandmænd, de fleste af dem ikke giftige.

Instituttet tilføjer, at lækager af landbrugsgødning i havet også har tjent som næring til vandmændene.