Fredag venter et større kaos i tyske lufthavne, efter en strejke er blevet bekræftet onsdag aften.

Det skriver den tyske avis Bild.

Samtlige fly i lufthavne bliver aflyst, herunder München, Frankfurt og Hamborg.

Også lufthavne i Stuttgart, Dortmund, Hannover og Bremen bliver ramt af adskillige aflysninger.

Det er fagforeningen Verdi, der repræsenterer lufthavnspersonale, som har varslet strejken.

Knap 300.000 personer forventes at blive berørt af strejken i Tyskland, og passagerer opfordres til ikke at møde op i lufthavnene. I stedet anbefales det, at de kontakter flyselskaberne for at høre, hvorvidt de kan ombookes til andre lufthavne.

Verdi og dens medlemmer er i strid med føderalregeringen og lokale myndigheder om løn, skriver dpa. Fagforeningen har medlemmer inden for en række forskellige fagområder.

Verdi og tjenestemandsfagforeningen dbb kræver en lønstigning på 10,5 procent eller minimum 500 euro om måneden for omkring 2,5 millioner offentligt ansatte.

Norwegian, Lufthansa og Eurowing oplyser til VG, at de blandt andre har aflyst deres afgange fredag.

Norwegian oplyser, at de gør, hvad de kan for at finde alternativer til passagerer.

Strejken er sat til at vare fredag.