Én sætning springer særligt i øjnene, når man kigger på konklusionerne af en 275 sider lang rapport. 

Og det er, at terrorangrebene i Oslo 25. juni 2022, hvor to personer blev dræbt og 21 såret, kunne være undgået.

Samtidig kunne skyderiet have udviklet sig til et af de dødeligste angreb mod civile i Europa i mange år, skriver flere norske medier torsdag, herunder TV 2 Norge og VG.

Et udvalg er blevet sat til at undersøge, hvordan norsk politi og politiets sikkerhedstjeneste (PST) opererede i tiden op til terrorangrebet.

Tusindvis samlede sig i Oslo for at ære de afdøde og sårede under angrebet.
Tusindvis samlede sig i Oslo for at ære de afdøde og sårede under angrebet. Foto: Ntb/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Her får særligt PST kritik:

»Angrebet kunne have været forhindret, hvis PST indledte præventive sager mod Zaniar Matapour (anklagede gerningsmand, red.) i månederne før angrebet,« lyder den første konklusion i rapporten.

Efterfølgende fremgår det, at PTS havde identificeret Zaniar Matapour som mulig trussel for flere år siden.

PTS havde også tilegnet sig 'relevante egenproducerede efterretninger' om Matapour, men disse blev ikke delt med de radikaliseringskontakter i norsk politi, der havde ansvaret for at følge op på truslen fra Matapour.

Og endelig modtog PST 20. juni – fem dage før angrebet – information om, at en 'operation i Norge' kunne være på vej. I hvert fald havde en norsk efterretningstjeneste erfaret, at en norsk islamist forsøgte at komme i kontakt med Islamisk Stat, skriver VG.

Også islamisten Arfan Bhatti er sigtet i sagen. Ifølge TV 2 Norge sidder han fængslet i Pakistan, og norske myndigheder arbejder på at få ham udleveret.

Angrebet fandt sted natten til 25. juni sidste år, hvor der blev affyret skud ved to natklubber i det centrale Oslo. 

En af de to natklubber er kendt som et sted for LGBT-personer.

Norges kronprins Haakon, kronprinsesse Mette-Marit og statsminister Jonas Gahr Støre mindes ofrene.
Norges kronprins Haakon, kronprinsesse Mette-Marit og statsminister Jonas Gahr Støre mindes ofrene. Foto: Javad Parsa/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

To mænd blev dræbt, og 21 personer blev såret i skyderiet, som norsk politi siden har efterforsket som et islamistisk motiveret terrorangreb.

Zania Matapour, som blev anholdt kort efter skyderiet, er sigtet i sagen for drab, drabsforsøg og terror.

Det er de civile, der skal have æren for, at ikke flere blev ramt, mener Pia Therese Jansen, der leder udvalget.

Matapour blev nedlagt i løbet af få minutter af civile, så han mistede det maskingevær, han havde på sig, inden politiet ankom til stedet.

I den 275-sider lange rapport bliver PTS nu pålagt anbefalinger.

Blandt andet, at der skal være en lavere tærskel for at åbne forebyggende sager.

Derudover skal PTS i højere grad udarbejde, nedprioritere og dele egenproducerede informationer om personer, som andre har ansvaret for at følge op på.

Beate Gangås, chef for PST, beklager på et pressemøde torsdag, at man ikke var i stand til at forhindre skyderiet.