En massiv eftersøgning er i gang i USA. En ni-årig pige formodes kidnappet. Politiet frygter det værste. 

Charlotte Sena blev sidst set kl. 18.15 lørdag aften i parken Moreau Lake i New York.

»Barnet er taget under omstændigheder, der får politiet til at tro, at den pågældende er i overhængende fare for alvorlig kvæstelse og/eller døden,« står der i efterlysningen fra New York State Police.

Den efterlyste pige forsvandt i parken under en familietur, ifølge mediet Times Union.

Her cyklede hun lidt rundt på egen hånd. Efter 15 minutter var hun stadig ikke vendt tilbage. 

Hendes forældre »vidste straks, at noget var galt,« og de begyndte at kalde på hende. Andre sluttede sig også til den spontane eftersøgning, skriver CNN.

Omkring kl. 18.45 blev hendes cykel fundet. To minutter efter ringede pigens mor til politiet.

Søndag morgen blev der sendt en efterlysning ud. 

Over 100 mennesker er nu i gang med at lede, ifølge CNN.

Politiet har holdt pressemøde. 

»Den massive eftersøgning har betydet, at det er meget muligt, at en bortførsel fandt sted,« lød det fra Richard Mazzone, talsperson hos politiet.

Yderligere detaljer ønskede politiet dog ikke at gå ind i, skriver Times Union.

»Jeg vil bare have min datter tilbage,« sagde Trisha Sena, stærkt berørt, ifølge amerikanske medier.

Der er nu udsendt en såkaldt 'Amber Alert', som står for America's Missing: Broadcast Emergency Response.

Den udsendes, når et barn er savnet eller formodes bortført, og politiet frygter for barnets liv eller helbred.