Ingen ord er dækkende for den tilstand, Peter Lanza befinder sig i. Hans søn, Adam Lanza (20) er den mand, der formodes at have dræbt 27 mennesker på Sandy Hook skolen i Newport, Connecticut.

Fredag fik han nys om sønnens ugerninger, da en journalist ventede i indkørslen til hans rigmands-domicil i Stamford, Connecticut. Han blev nærmest grå i hovedet og rullede vinduet op på sin blå Mini Cooper, da han fik at vide, at hans navn blev sat i forbindelse med en af de værste masakre i USAs historie.

Lørdag udsendte han en pressemeddelelse med følgende ordlyd:

- Vores tanker går til de familier og venner, der har mistet deres kære, og alle dem, der blev såret. Vores familie sørger sammen med alle dem, der er blevet ramt af denne enorme tragedie. Ingen ord kan virkelig udtrykke, hvor sønderknuste vi er. Vi befinder os i en tilstand af vantro og forsøger at finde alle de svar, vi kan. Også vi spørger hvorfor. Vi har samarbejdet fuldt ud med politiet og vil fortsat gøre det. Ligesom så mange af jer, er vi kede af det, men kæmper for at få mening ud af, hvad der er sket.

Peter Lanza er vicepræsident i GE Capital og tidligere partner i det verdensomspændende revisionsfirma, Ernst & Young. Han blev skilt fra massemorderens mor Nancy Lanza i 2009. Adam Lanza boede sammen med Nancy, en indskolingslærer og ivrig våbensamler. Hun blev det første offer på sønnens grufulde dræbertogt.

Nancy Lanzas familie har udsendt en erklæring via sheriffen i Rockingham County, New Hampshire:

- Familien af ​​Nancy Lanza deler samfundets og nationens sorg, og vi kæmper for at forstå de enorme tab, som vi alle deler. Vores hjerter og bønner er med dem, der deler dette tab. På vegne af Nancys mor og søskende rækker vi ud til lokalsamfundet i Newtown og udtrykke vores dybfølte sorg for det uforståelige og dybe tab af uskyld, som har ramt så mange, lyder beskeden.

Tror du, at USAs liberale våbenpolitik er medvirkende årsag til de mange skudepisoder?

Deltag i debatten under artiklen