Det er årsdagen for terrorangrebet i Frankrig, hvor 12 personer mistede livet på satiremagasinet Charlie Hebdo.

I den forbindelse er der dukket en række nye videoklip og interview frem, som britiske BBC viser i dokumentaren 'Three Days of Terror: The Charlie Hebdo Attacks'. Her ser man blandt andet to klip. Det første stammer fra selve dagen, hvor angrebet fandt sted. Her ser man folk fra filmselskabet Premiere Lignes flygte fra deres kontor. Det sker henover taget på bygningen, hvor Charlie Hebdos redaktionslokaler befinder sig.  Man kan høre flere dæmpede skud.

»Ofte spørger jeg mig selv om, hvorfor jeg ikke ringede til Charlie (Hebdo, red.) før politiet. Hvorfor advarede jeg dem ikke om, at de (terroristerne, red.) var udenfor. Hvis det skete igen ville jeg vente. I mine drømme reddede jeg folk den dag,« siger tv-producer Martin Boudot ifølge the Mirror, der har set den nye dokumentar.

Efter angrebet på Charlie Hebdo fandt politiet frem til Kouachi-brødrene på en fabrik i Dammartin-en-Goële. Mens politiet forsøgte at få de terrormistænkte ud af bygningen tog en af deres venner 15 personer som gidsler i et jødisk supermarked. Han krævede, at brødrene skulle gå fri. Og det er her, at det andet klip stammer fra. Fire blev dræbt af Amedy Coulibaly, som var venner med Said og Cherif Kouachi. Her ser man et interview med en ekspedient fra supermarkedet og flere klip fra overvågningsvideo fra episoden:

»Jeg spurgte ham, om han ville have penge,« siger den unge kvinde, der er anonymiseret.

Ifølge hende svarede Amedy Coulibaly:

»Jeg skal dø som en martyr i Allah og profeten Muhammads navn.«

Han blev skudt og dræbt af politiet, som man også ser rykke ind i supermarkedet i klippet. Kouachi-brødrene blev skudt og dræbt foran fabrikken på Dammartin-en-Goële.

Dokumentaren kan i øvrigt ses på DR 2 torsdag aften klokken 21.30.