Indonesien, verdens fjerdemest folkerige land, har valgt en kontroversiel og radikalt anderledes vaccinationsstrategi end næsten alle andre lande. Her prioriteres den arbejdsduelige del af befolkningen højest i et forsøg på at kickstarte økonomien.

Indonesiens 270 millioner borgere vil blive tilbudt vaccination i en anderledes prioriteret aldersgruppe end os andre. Sammen med sundhedspersonale bliver aldersgruppen mellem 18 og 59 den første til at modtage den kinesiske vaccine udviklet af SinoVac. Vaccinationsprocessen er allerede i gang.

Yngre befolkning

Der er flere grunde til, at den indonesiske regering vælger denne fremgangsmåde. Først og fremmest er det en relativ ung befolkning med en gennemsnitsalder på kun 28,4 år – Danmarks er 41,8 år.

Det vil sige, at der er et mindre behov for at tage hensyn til den aldrende befolkning end for eksempel i Europa, og derfor fokuserer man i højere grad på at få genstartet økonomien.

»Jeg kan godt forstå ræsonnementet bag planen. Folk i den arbejdsduelige alder er som udgangspunkt mere socialt aktive og rejser mere. Så denne strategi kan stoppe smitten i samfundet hurtigere end bare ved at vaccinere de ældre,« siger professor Dale Fisher fra Yong Loo Lin School of Medicine i Singapore til Today Online.

Indonesien, hvis økonomi er i recession, oplever en voldsom stigning i covid-19-smitten især i de større byer som Jakarta. Et andet element, der formodentlig ligger til grund for beslutningen, er, at der er usikkerhed om, hvor godt SinoVac-vaccinen faktisk virker på de ældre.

Vil blive fulgt nøje i Vesten

Den indonesiske tilgang er så radikalt anderledes, at den ifølge en australsk ekspert er yderst interessant også for os.

»Der er en rimelig sandsynlighed for, at strategien vil mindske covid-19-spredningen i samfundet. Det er dog tvivlsomt, om det også vil mindske dødstallene. Men det er værdifuldt for os andre, fordi det giver et indblik i, om man kan opnå resultater med en anden fremgangsmåde end den, vi andre har valgt,« udtaler professor Peter Collignon fra Australian Natioanal University til Reuters.

Med hensyn til det store spørgsmål, i hvilken grad strategien kan hjælpe med til at få genstartet den trængte økonomi: I Vesten har der været bred konsensus om, at prioriteten er at beskytte de ældre for enhver pris. Men der er kritikere, der mener, at den pris simpelthen er for høj.

Flere kommentatorer har påpeget, at vi i Vesten har truffet beslutninger, der involverer den ældre befolkning uden at høre, hvad de ældre selv mener. Anjana Ajuja er sundhedskommentator.

»Jeg ringede til min mor, som er pensioneret sygeplejerske. Hun gav klart udtryk for, at det er en fejl kun at vaccinere de ældre. Hun sagde til mig: 'Jeg er jo mest her og passer på mig selv. Hvorfor skal jeg vaccineres først? Jeg mener, at det vigtigste er at få vaccineret dem, der trækker læsset, så vi kan få genåbnet økonomien',« skriver hun i en klumme i Financial Times.

Anjana Ahuja påpeger at både race, økonomi og sociale vilkår ser ud til at have stor betydning på sygdomsbekæmpelsen, uden at disse faktorer er tænkt ind i covid-19-strategien.

Hugo Slim, der er forsker ved Blavatnic School of Governement ved University of Oxford, er over for Financial Times skuffet over mangelen på åbenhed omkring vores aldersprioritering, som han mener tilsidesætter økonomisk logik og derfor på sigt svigter alle i samfundet.

»Jeg ved, at dette er en upopulær ting at sige lige nu. Men jeg mener ikke, at vi kan værdisætte alle liv ens. Vi bliver nødt til at have en åben debat om dette her. Og de ældre er eksempelvis ikke blevet hørt,« siger han til Financial Times.

De yngre vil skubbe gang i økonomien

Også i Danmark er der debat om aldersprioriteringen. Brian Mikkelsen, direktør for Dansk Erhverv, skabte røre i andedammen, da han forrige uge luftede sin holdning:

»Det er forkert – ud fra et samfundshensyn – at vaccinere ud fra alder. Man bør i stedet vaccinere ud fra, hvad samfundet har allermest gavn af,« siger Brian Mikkelsen til Berlingske.

Der er uenighed blandt økonomer om, hvorvidt Indonesiens kontroversielle skridt faktisk vil kunne genåbne økonomien.

»Den yngre befolknings forbrug udgør 50 procent af Indonesiens økonomi. At få dem i sving og bidrage gennem forbrug bliver afgørende for at få økonomien tilbage på skinnerne, « udtaler Faisal Rachman, økonom ved Bank Mandiri, til The Independent.

Der er dog også mange kritikere af Indonesiens strategi, som påpeger at det ikke er givet, at fremgangsmåden virker, og at prisen i menneskeliv kan blive meget høj, hvis smitten løber løbsk blandt de ældre.