Fjerde juli er en mærkedag i USA. 

Det er deres uafhængighedsdag, hvor mange amerikanere markerer landets selvstændighed, der blev opnået i 1776 ved løsrivelsen fra Storbritannien.

For familien Zuckerberg blev det fejret med et familiebillede på Meta-chef Mark Zuckerbergs Instagram.

Men det var ikke bare Facebook-stifterens interessante hatte-valg, der vakte opsigt. To af hans børn havde fået en fin, gul emoji oven på deres ansigt for at skjule dem.

»Ved at vise os, at han var omhyggelig med ikke at dele sin families placering eller børnenes identitet, kommunikerer han måske, at det er slutbrugernes ansvar at beskytte sig selv online,« siger Alexandra Hamlet, en psykolog med fokus på sociale mediers betydning for unge brugere, til CNN.

Zuckerberg er bare den seneste i en række af megastjerner til at gøre det samme. Også Kristen Bell, Gigi Hadid, Chris Pratt, Orlando Bloom og mange andre højtprofilerede brugere på sociale medier har udvisket dele af billeder eller brugt emojis til at beskytte deres børns privatliv.

Mark Zuckerberg selv har også tidligere lagt billede op af hans døtres hoveder fra siden eller bagfra for ikke at vise det fulde ansigt.

Og kritikken kom da også prompte, da han lagde billedet op. Flere pointerer det mærkelige i, at manden, der er øverste chef for både Instagram og Facebook, udviser så stor bekymring for privatlivets fred.

»Selv Zuck (Mark Zuckerberg, red.) stoler ikke nok på sine platforme til at vise sine børns ansigter,« skriver en bruger for eksempel.

CNN har talt med Leah Plunkett, der har skrevet bogen 'Sharenthood' og er associeret dekan for læringsoplevelser og innovation på Harvard Law School.

Hun forklarer, at det er en tendens og et symbol på, at man giver børnene kontrol over deres egen historie.

»Hver gang du poster noget om dine børn, er du med til at forhindre dem i at fortælle deres egne historier om, hvem de er, og hvem de gerne vil være,« siger hun til CNN.

Og det kan have konsekvenser, forklarer hun.

»Vi vokser op og laver ballade og mere end et par fejl, og vi bliver bedre af at have begået dem. Hvis vi fratager teenagere og børn deres ret til at lege og udforske, og til at leve og prøve sig frem, fratager vi dem muligheden for at udvikle sig og fortælle historier (på deres egne betingelser, red.)«