»Man får følelsen af, at det er en flok amatører, som ikke ved, hvad de skal gøre.«

Marianne Sørensen er både træt og frustreret efter et kaotisk døgn i Gran Canarias lufthavn. Træt på grund af søvnmangel efter en nat på det hårde lufthavnsgulv. Og frustreret over den behandling, rejseselskabet Apollo byder hendes familie.

Efter planen skulle 51-årige Marianne, hendes mand og parrets tre børn på 18, 16 og 10 år være fløjet hjem til Danmark lørdag aften.

Men de – og 165 andre Apollo-gæster – er stadig strandet i Gran Canarias lufthavn, som er lammet af en historisk kraftig sandstorm, der har farvet himlen orange og gjort sigtbarheden så dårlig, at fly hverken kan lette fra eller lande på den populære ferieø. Sigtbarheden var på kun 600 meter. Den skal være på 800 meter, for at flyene må lette.

Marianne Sørensen fra Roskilde har ikke sovet i 24 timer, efter at hun og familien måtte blive i Gran Canarias lufthavn natten over. Deres fly hjem til Danmark lørdag aften blev aflyst på grund af en omfattende sandstorm.
Marianne Sørensen fra Roskilde har ikke sovet i 24 timer, efter at hun og familien måtte blive i Gran Canarias lufthavn natten over. Deres fly hjem til Danmark lørdag aften blev aflyst på grund af en omfattende sandstorm. Foto: Privat
Vis mere

»Lufthavnen var stuvende fuld, da vi ankom lørdag aften. Men lidt efter lidt forsvandt de andre rejseselskabers gæster fra lufthavnen, fordi der var fundet hoteller, hvor de kunne overnatte, efter at deres fly var blevet aflyst,« siger Marianne Sørensen, som er en af flere strandede Apollo-gæster, der har henvendt sig til B.T.

Men hun og de andre Apollo-gæster måtte overnatte i lufthavnen. Dem var der ikke sørget for en hotelseng til.

»Jeg savner virkelig, at der tages hånd om tingene. Man får lidt følelsen af, at Apollo lod os blive i lufthavnen, fordi det koster dem penge at finde et hotel, hvor vi kan overnatte,« siger Marianne Sørensen.

Hun er også utilfreds med Apollos informationsniveau og undrer sig over, at rejseselskabet ikke har repræsentanter i lufthavnen, men informerer sine strandede gæster via sms.

»Det er så frustrerende. En rigtig øv-oplevelse,« opsummerer hun.

Stig Kongstad Hansen blev også fanget af sandstormen. Da Stig var på vej på ferie på Gran Canaria, måtte hans fly omdirigeres til naboøen Tenerife, hvor han stadig var strandet, da B.T. fik fat i ham i telefonen søndag morgen.

I modsætning til Marianne Sørensen fik Stig Kongsted Hansen et sted at overnatte. Det samme gjorde de 175 andre danskere på det omdirigerede fly.

Men heller ikke Stig Kongsted Hansen fik megen søvn natten til søndag.

Et fly holder parkeret i Las Palmas' lufthavn på Gran Canaria på grund af sandstormen.
Et fly holder parkeret i Las Palmas' lufthavn på Gran Canaria på grund af sandstormen. Foto: BORJA SUAREZ
Vis mere

»Vi blev ringet op klokken to i nat og bedt om at tage en taxa til lufthavnen, hvor der ville være et fly med afgang klokken 6. Men siden er der intet sket. Vi sidder her stadig og ved ikke, hvornår vi kan komme videre,« siger han og tilføjer:

»Informationsniveauet er ufattelig ringe. Vi får intet at vide af Apollo.«

Apollos kommunikationschef, Glenn Bisgaard, forstår kundernes frustrationer og erkender, at det store rejseselskab har haft store udfordringer på grund af de problemer, sandstormen over De Kanariske Øer har medført.

»Vores guider har ikke adgang til transitområdet i lufthavnene. Der kan kunderne søge information hos ansatte hos de flyselskaber, vi samarbejder med. Vi har derfor forsøgt for at holde vores gæster opdateret via sms og vil nu evaluere, om der er blevet sendt nok information ud,« siger Glenn Bisgaard.

Hvorfor sørgede I ikke for hoteller til de gæster, der var strandet på Gran Canaria?

»Vi gik i gang med det samme, men det kunne ikke lade sig gøre på Gran Canaria, hvor hotelkapaciteten er hårdt presset i øjeblikket, på grund af at der er et stort karneval på øen,« siger Glenn Bisgaard.

Men andre rejseselskaber har fundet hoteller til deres strandede gæster. Hvorfor kunne I så ikke?

»En del selskaber har deres egne hoteller på de populære turistdestinationer. Derfor har de kunnet indlogere strandede turister på de værelser, der står tomme, efter at de nye gæsters fly ikke er kommet. Den mulighed har vi desværre ikke haft, idet vi ikke har vores egne hoteller på Gran Canaria.«

Også på Gran Canarias strande var sigtbarheden meget lav på grund af sandstormen. Her er det Las Canteras-stranden i Las Palmas.
Også på Gran Canarias strande var sigtbarheden meget lav på grund af sandstormen. Her er det Las Canteras-stranden i Las Palmas. Foto: Elvira Urquijo A./EPA
Vis mere

Hvad vil du sige til de gæster, som har været fanget på Gran Canaria eller Tenerife?

»At vi har arbejdet på højtryk for at forkorte deres ophold i lufthavnene.«

Søndag formiddag kunne flyet, som blev omdirigeret til Tenerife, endelig lette og sætte kurs mod Gran Canaria med Stig Kongsted Hansen og de andre standede danske turister om bord.

Til eftermiddag vil det samme fly ifølge Glenn Bisgaard vende hjem til Danmark med alle de Apollo-gæster, som har været strandet i Gran Canarias lufthavn siden lørdag aften.

I en sms til B.T. klokken 14.12 oplyser Marianne Sørensen, at hun og familien stadig intet har hørt om afrejsetidspunktet.