»Det er ikke en konkurrence om at blive ligesom Kina – den kamp vil kineserne altid vinde.« I et eksklusivt interview med B.T. anerkender Margrethe Vestager, at problemerne ved Europas dør står i kø.
Margrethe Vestager er uden sammenligning Danmarks største internationale politiske navn. De sidste ti år er hun gået fra at være en nogenlunde succesfuld dansk politiker til at være en af Europas mest magtfulde mennesker.
For netop ti år siden sad undertegnede i et militærfly på vej mod Libyen, hvor det arabiske forår få måneder inden havde væltet diktator Muammer Gadaffi. Om bord i flyet sad en række danske toppolitikere, blandt andre Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager.
De danske politikere skulle drøfte demokrati med den forsamling af lokale ledere, der nu skulle forsøge at lede Libyen, det borgerkrigshærgede land, og forventningerne til demokratiets underværker var store fra dansk side. Urealistisk store, skulle det vise sig. Få måneder efter brød drømmen om demokrati i regionen fuldstændig sammen.
De højttravende danske tanker om, hvordan man med et snuptag kunne indføre dansklignende demokrati i Nordafrika, blev dengang for meget for B.T.s udsendte, der måtte ud at trække lidt frisk luft. Jeg fik uventet selskab ved strandkanten af Margrethe Vestager. Vi sagde ikke så meget til hinanden, men jeg noterede mig, at Vestager stod og kiggede tænksomt ud over Middelhavet.
B.T. spørger Margrethe Vestager, om hun kan huske episoden?
»Jeg kan godt huske det. Jeg stod og tænkte på, hvordan det hele mon skulle gå dernede i Libyen, og også på, hvor tæt på os de egentlig bor. Hvor hurtigt deres problemer også kunne blive vores,« svarede Margrethe Vestager.
Man kan argumentere for, at deres problemer allerede er blevet vores. Et stadigt stigende migrantproblem presser EU, og det er særligt mennesker fra netop Mellemøsten og Afrika, der banker på Europas dør.
Vestager anerkender, at EU er udfordret, men da B.T. nævner krisen ved grænsen til Hviderusland, og hvad EU kan gøre ved migrantkrisen i det hele taget, går hun i rette med begrebet krise.
»Vi ser det faktisk ikke som en krise. Det er jo noget, som er orkestreret af Hviderusland. Det, der foregår ved de grænser, det er, at vores interne svaghed bliver vendt imod os, fordi vi ikke har noget svar på, hvad vi gør ved dem, der vil migrere til Europa. Og så kan vi få en situation som den i Polen nu, hvor mennesker bliver brugt som våben.«
B.T. har været i Polen og oplevet den polske, røde zone, hvor presse og nødhjælpsorganisationer ikke har adgang. Kan EU leve med, at pressen formenes adgang til et kriseområde?
»Kommissionens holdning er helt klar, at der skal være adgang for både presse og nødhjælp. De polske og de belarussiske myndigheder ser meget forskelligt på denne situation. Men der kan ikke laves om på, at der bliver nødt til at være adgang for pressen. Vi skal i EU finde en indre styrke, der gør, at vi ikke kommer i en lignende situation i fremtiden,« siger Margrethe Vestager.
At skabe en sådan enighed om migrantspørgsmålet i EU har hidtil vist sig umuligt. Lysten til at dele migrantbyrden solidarisk har ikke været stor for de lande, der ikke har direkte grænser med lande uden for Europa. De sidste ti år har været præget af alt andet end enighed, når det gælder migration.
»EU-landene må finde ud af, om vi skal gå videre med den migrationspagt, som Kommissionen har fremlagt. Det er en plan, hvor vi fortsat modtager indvandrere til Europa og de flygtninge, der har beskyttelsesbehov. Men også, at vi meget mere aktivt sørger for, at dem, der ikke har beskyttelsesbehov, bliver sendt tilbage. Alle disse ting skal helst lykkes på samme tid, og vi skal være enige om, hvordan vi gør det som europæisk union. For den enighed er der ikke i dag,« siger Vestager til B.T.
Hun mener, at der er en tendens til at se alt som uløselige kriser i stedet for bare udfordringer eller problemer.
»Det er vigtigt at nedgradere kriser til problemer. Problemer kan man løse. En krise, det er en kæmpe ting, der kommer buldrende mod en, og som man ikke ved, hvordan man skal stoppe. Hvis man kan tage en krise og nedgradere den til en række problemer, som måske ikke er afhængige af hinanden, så kan man løse disse problemer et efter et – det er meget mere konstruktivt,« siger Margrethe Vestager.
Hun har i årevis forsøgt at løse det meget store problem med, hvordan vi får techgiganterne Google, Apple og Amazon til at betale skat i Europa og efterleve de konkurrencekrav, som alle andre europæiske virksomheder skal efterleve.
Hun siger, at hun ikke vil rangordne Europas problemer, men alligevel fremhæver hun noget, som hun helt tydeligt ser som et afgørende problem.
»Det er et kæmpestort problem for Europa, at vi ikke har tilstrækkeligt mange veluddannede mennesker. Spørg europæiske virksomheder, hvad deres største problem er, og de vil sige, at det er, at de ikke kan rekruttere brugbar arbejdskraft. Så vi står i et pudsigt rekrutteringsproblem, samtidig med at vi står med dem, der gerne vil illegalt til Europa for at arbejde. Det kunne man jo løse ved at skabe en reguleret indvandring, sådan at det bliver meget mindre attraktivt at forsøge at komme illegalt til Europa.«
Ifølge konsulentvirksomheden Mckinseys Europa-chef, Magnus Tyreman, så står EU midt i en afgørende krise. Der bliver stadig færre virkeligt store europæiske virksomheder sammenlignet med Kina og USA, og vores uddannelsesniveau er for dårligt. Det truer det europæiske projekt, siger McKinsey.
»Der er slet ingen tvivl om, at der simpelthen skal mere skub på disse områder nu. Når det gælder vores virksomheders evne til at konkurrere, så er der to afgørende problemer. Det ene er kapital, altså mulighed for at rejse kapital. Det andet er kompetence. Det, at man kan få den arbejdskraft, man har brug for. Allerede før min tid var der mere end 200.000 ubesatte it-stillinger i Europa. Jeg har ikke de seneste tal, men det er formodentlig mange flere i dag. Hvis vi skal kunne klare os i konkurrencen med Kina og USA, så SKAL vi have løst dette problem, og det er ikke let.«
Spørgsmålet er, om vi overhovedet kan nå denne omstilling, eller om Europa allerede er sat i konkurrencen med Kina og USA. Førnævnte Magnus Tyreman fra McKinsey var ikke særlig positiv, da B.T.s udsendte talte med ham. Men Vestager tror, det kan lykkes.
»Vi kan nå det. Vi skal også definere, hvad det er for en konkurrence, vi faktisk deltager i. Det er jo ikke en konkurrence om at blive ligesom dem, for den kamp vil vi altid tabe. Det handler om at blive enige om, hvad fremtidens Europa skal være. Vores store force er, at vi er en meget stor samling frie mennesker med høj velfærd og høj velstand. Det er her, vi kan konkurrere, men det kræver, at vi gider at blive ved at udvikle os,« siger Margrethe Vestager.
