Den tidligere premierminister i Storbritannien Margaret Thatcher er død efter et slagtilfælde. Hun blev 87 år. Det skriver BBC.

Som premierminister i Storbritannien i 11 år, var hun kendt som lidt af en superkvinde, og det sagdes blandt andet, at hun kun behøvede fire timers søvn per nat. I de senere år er det dog gået ned af bakke med helbredet for Margaret Thatcher.

Tidligt i morges sov Margaret Thatcher ind efter et slagtilfælde, oplyser hendes talsmand Lord Bell ifølge BBC.

- Det er med stor sorg, at Mark og Carol Thatcher har meddelt, at deres mor baronesse Thatcher døde fredeligt efter et slagtilfælde i morges.

Margaret Thatcher var konservative premierminister fra 1979 til 1990. Hun var den første kvinde på posten. Thatcher var kendt for sin ubøjelige vilje og hendes hårde stil gav hende også tilnavnet 'Jernladyen'.

Margaret Thatchers familie ventes at komme en udtalelse senere.

Margaret Thatcher har i løbet af årene flere gange haft problemer med helbredet, blandt andet flere hjerneblødninger og en række mindre hjertetilfælde i 2002. I 2008 skrev hendes datter Carol Thatcher i en bog, at hendes mor lider af demens. Dette blev illustreret i filmen »Jernladyen« fra 2011. I sine sidste år viste Margaret Thatcher sig derfor sjældent i det offentlige liv.

Kort efter at det blev meldt ud, at Margaret Thatcher er død, har både kongelige og politikere udtrykt stor sorg. I en erklæring fra Downing Street Twitter-feed, skriver Storbritanniens premierminister David Cameron.

- Det var med stor sorg, at jeg hørte om Lady Thatcher død. Vi har mistet en stor leder, en stor premierminister og en stor brite..

Storbritanniens dronning Elizabeth er også i sorg, oplyser en talsmand fra Buckingham Palace.

- Dronningen var trist over at høre nyheden om baronesse Thatchers død. Hendes Majestæt vil sende en privat sympati-besked til familien.

Fakta om Margaret Thatchers liv
1925: Født i købstaden Grantham som datter af en købmand.
1943: Optaget på Oxford University for at studere kemi.
1950: Opstiller for de Konservative til parlamentet, men taber.
1951: Gifter sig med forretningsmanden Denis Thatcher.
1953: Får i en alder af 28 år tvillingerne Carol og Mark.
1959: Kommer ved valget for første gang i parlamentet.
1970: Minister for undervisning og videnskab.
1975: Vælges som leder af det konservative parti.
1979: Storbritanniens første kvindelige premierminister.
1990: Træder tilbage efter stor ballade om »poll tax«. 1992: Hun tager sæde i overhuset House of Lords.
2002: Efter hjerneblødninger trækker hun sig fra offentligt virke.
2003: Hendes ægtemand gennem 52 år, Denis Thatcher, dør.
2012: Dement, lever et stille liv i London, ses sjældent offentligt.
2013: Sover ind efter et slagtilfælde 8. april.
Kilde: Berlingske