Trump opfordrede fredag til, at ny lovpakke om indvandring udsættes til efter midtvejsvalget i november.

McAllen, Texas. Præsident Donald Trumps ordre om at stoppe adskillelser af migrantbørn fra deres forældre har skabt forvirring og usikkerhed ved grænsen mellem USA og Mexico, da der ikke er nogen klar plan om at genforene allerede adskilte familier.

Indvandrere, der stadig er tilbageholdt og adskilt fra deres familier, kæmper for at komme i kontakt med deres børn, som i mange tilfælde er hundredvis af kilometer væk. Nogle forældre siger, at de end ikke ved, hvor deres børn er.

En højtstående embedsmand i Trump-administrationen siger, at omkring 500 af de mere end 2300 børn, der er blevet adskilt fra deres familier, er blevet genforenet med deres forældre.

- De føderale myndigheder arbejder på at få oprettet en centraliseret genforeningsproces for de børn, der stadig er i detentionscentre på den texanske side af grænsen, siger embedsmanden, som kun har udtalt sig til AP på betingelse af anonymitet.

Der er også tegn på, at administrationen lemper en "nultolerancepolitik" over for voksne, som er kommet over grænsen illegalt. Personer, der er forældre, vil ikke uden videre blive retsforfulgt, hvis de har deres børn med.

Også 17 voksne illegale indvandrere i grænsebyen McAllen i Texas går fri, skriver AP.

Men kilde i justitsministeriet afviser, at linjen med "nul tolerance" er blevet ændret.

- Der er ingen ændring på den hidtidige linje, når det gælder om at retsforfølge voksne, som krydser grænsen illegalt i stedet for at søge asyl, siger en talskvinde for ministeriet, Sara Isgur Flores.

Trump opfordrede fredag de republikanske kongresmedlemmer til at opgive deres bestræbelser på at få vedtaget en ny lovpakke om indvandring.

Han siger, at det er bedst at vente til efter midtvejsvalget i november, hvor han håber, det konservative parti bliver styrket.

Konservative ledere i Repræsentanternes Hus i den amerikanske kongres sagde torsdag, at det er usandsynligt, at en ny immigrationslov vil blive vedtaget i kammeret inden for kort tid.

/ritzau/AP