Den syriske by Madaya fik international opmærksomhed sidste år, da det kom frem, at indbyggere sultede ihjel.

Beirut. Omkring 86 mennesker har mistet livet under den syriske regerings et år lange belejring af byen Madaya. Heraf døde 65 på grund af sult og underernæring.

Det oplyser ngo'erne the Syrian American Medical Society (Sams) og Physicians for Human Rights (PHR).

Det er ifølge de to organisationer den syriske regering, som kan stilles til ansvar for de døde. Regimet har holdt byen i "jerngreb" siden juli sidste år.

Madaya, der ligger tæt ved hovedstaden Damaskus, fik international opmærksomhed i slutningen af 2015. Opmærksomheden fulgte efter rapporter om, at byens indbyggere sultede ihjel.

Siden da har fire konvojer med nødhjælp fået adgang til byen. Leverancerne har dog været utilstrækkelige, lyder kritikken.

- Sidste år kom ubeskrivelige billeder af Madayas lidelser frem i medierne. Vi håbede, at det ville lede til, at der endelig ville blive bragt livreddende nødhjælp til byen, siger Elise Baker fra PHR.

- Men de humanitære konvojer fra FN, der endelige nåede Madaya, mislykkedes med at give befolkningen nok mad, medicin og medicinsk udstyr.

- Dusinvis af Madayas indbyggere døde på grund af disse fiaskoer. Og hver dag med belejring bringer resten af Madayas befolkning en dag tættere på døden.

Det skønnes, at 40.000 mennesker stadig er i Madaya, der er omringet af regimets styrker.

Næsten 600.000 syrere lever ifølge FN under belejring. De fleste er regeringsbelejringer, men taktikken har også været brugt af oprørerne og den militante bevægelse Islamisk Stat.

FN og nødhjælpsorganisationer har kæmpet med at få adgang til de belejrede områder.

Sidste måned anklagede flere aktivistgrupper FN for at "overgive" sig til Damaskus, hvad angår levering af nødhjælp.

PHR og Sams anklagede også den syriske regering for at fjerne ting fra de humanitære konvojer. Blandt andet udstyr til at behandle underernærede børn.

- Efterfølgende sultede mindst to børn til døde. En otteårig dreng og en seks-måneder-gammel pige, siger grupperne.

- Børn dør på grund af sult en time væk fra varehuse fyldt med fødevarehjælp i Damaskus, siger Elise Baker.

Hun opfordrer til en øjeblikkelig ende på belejringerne på tværs af Syrien. Samtidig opfordrer hun FN's Sikkerhedsråd til at bemyndige humanitær nødhjælp fra luften om nødvendigt.

/ritzau/AFP