Børn i alderen ét til fem udgør de fleste af ofrene for oversvømmelser i det østlige Afghanistan.

Mindst 15 børn og en kvinde er døde og snesevis af huse ødelagt af oversvømmelser i en landsby i det østlige Afghanistan.

Oversvømmelserne, der skyldes kraftigt regnvejr, ramte landsbyen i Nangarhar-provinsen sent fredag aften, siger guvernøren for det ramte distrikt.

De 15 børn, der er døde, var mellem et og fem år. En kvinde er også omkommet, siger guvernøren, Naimatullah Noorzai.

Derudover er fire børn blevet kvæstet.

En større hjælpeoperation er sat i værk for at hjælpe de familier, der har mistet deres huse eller på anden måde er påvirket af oversvømmelserne.

Særligt i landsbyer er der mange dårligt byggede huse, der er i risiko for at kollapse, når regnsæsonen sætter ind.

Årligt dør et stort antal mennesker i naturkatastrofer i Afghanistan. Men en talsmand for provinsens guvernør siger ifølge nyhedsbureauet dpa, at så tunge regnskyl er usædvanlige for det område i sommerhalvåret.

Oversvømmelserne kommer samtidig med, at afghanerne fejrer den muslimske højtid eid al-adha.

Også Indien og Bangladesh har denne sommer været ramt af omfattende oversvømmelser på grund af store mængder regn.

/ritzau/AFP