Heltemod kan være mange ting, men at turde at køre sin bil lige midt ind i fjendens hovedkvarter, mens kuglerne suser om ørene for at redde hundredvis af kæledyr, må siges at være både dumdristigt og modigt.
Dyr er altid forsvarsløse ofre i krig. Maksim Skrypnik befandt sig sammen med sine hundredvis af hunde, katte og andre dyr midt i de voldsomme begivenheder, da Rusland den 24. februar angreb Ukraine og forsøgte at indtage Kyiv med et lynangreb nordfra.
»Det var nærmest ubeskriveligt. Jorden rystede under os, for der var konstante nedslag mange dage i træk. Dyrene, og særligt hundene, er jo ekstra følsomme over for lyde, og de var fuldstændig i chok. Mange hunde døde af skræk eller blev ramt af kugler eller granater. Men vi har reddet endnu flere,« siger Maksim Skrypnik til B.T. i Hostomel.
Han viser et dybt bombekrater efter et nedslag lige uden for det hus, hvor hundene bor. Dyreinternatet blev svært beskadiget, men de ansatte har nu selv genopbygget det. Dyreinternatet ligger få kilometer fra Hostomel-lufthavnen, hvor nogle af de voldsomste kampe fandt sted i 14 dage efter krigens begyndelse.
»I mange døgn kunne vi høre konstante skudvekslinger. Selvfølgelig var jeg bange, men jeg vidste, at jeg havde et ansvar for dyrene, og det gjorde mig i stand til at handle. Dyrene ville dø uden min hjælp. Mange af dem er stadig traumatiserede, men vi har gjort et stort stykke arbejde for at gøre dem trygge.«
Maksim viser rundt på gården. Overalt er der gang i genopbygningsarbejde. Der er hundredvis af hunde, nogle i indhegninger, andre løber frit rundt. Det er dem, der er kommet sig bedst over chokket, siger Maksim. De gør voldsomt ad den nye gæst. De har tidligere haft besøg af soldater og er ikke helt trygge ved nytilkomne – men mange af dem er også nysgerrige, tydeligt vant til
mennesker og vil gerne klappes.
»Mange af disse hunde er nogle, vi har været ude at hente i byerne rundt om. Da folk flygtede over hals og hoved, troede de jo nok, at de ville komme tilbage nogle dage efter, og de lod deres kæledyr blive i lejlighederne. Men de kom ikke tilbage, og der ventede deres dyr en ond skæbne, medmindre vi greb ind,« fortæller Maksim Grypnik.
Han og hans ansatte gik fra hus til hus og fra dør til dør i de sønderskudte etagebygninger i Irpin, Butja og de andre byer Nord for Kyiv.
»Russerne var meget brutale. I deres søgen efter de folk, de ville arrestere. De sparkede alle døre op og undersøgte lejlighederne. Det blev paradoksalt nok mange dyrs redning, for det gjorde det muligt for os at komme ind til dyrene efterfølgende. Vi tog dem med herud, mange af dem var både meget sultne og bange.«
Kampene omkring lufthavnen i Hostomel stod på i flere uger, og Maksim har stiftet bekendtskab med både ukrainske og russiske styrker undervejs. Det stod ret hurtigt klart for ham, at dyreinternatet hurtigt ville løbe tør for mad og medicin. Det var isnende koldt, og der var ingen elektricitet – noget måtte gøres.
»Jeg tror, at det, at jeg havde ansvaret, for så mange dyr gjorde, at jeg glemte min frygt. I hvert fald besluttede jeg, at jeg måtte handle. Jeg tog min ladvogn og kørte direkte mod det russiske, militære hovedkvarter. Jeg passerede mange soldater undervejs, og jeg kunne godt høre, at de skød, men jeg kørte videre. Jeg turde ikke andet. Siden har jeg fået at vide, at de skød varselsskud, og at den
eneste grund til, at de ikke skød mig, var, at en af soldaterne havde været på gården, og genkendte mig,«
Maksim fik foretræde for en noget overrasket russisk officer. Her krævede han fri passage for at kunne fragte mad og medicin til dyrene. Han argumenterede for, at det jo ikke var dyrenes skyld, at der var krig og fortalte, at alle dyrene i internatet ville dø, hvis ikke de hjalp ham.
Til hans forbløffelse kom den russiske officer tilbage efter at have konfereret med de andre officerer med meddelelsen om, at russiske soldater senere samme dag ville komme ud til gården med alt, hvad internatet havde brug for.
»De holdt deres ord. Biler med hundemad, kattemad, medicin osv. ankom nogle timer efter. For mig viste det, at russerne også er mennesker. De er blevet hjernevasket til at tro, at alle ukrainere er nazister. Men da jeg stod der og havde risikeret livet for mine dyr, da så de, at jeg er et helt normalt menneske med følelser ligesom dem. Det ændrede deres syn på mig, og jeg håber, at det også
gælder deres syn på andre ukrainere,« siger Maksim Grypnik til B.T. midt i masser af hundeglam.
Byerne omkring dyreinternat, er nu igen på ukrainske hænder. Men skaderne er så omfattende, at mange ikke har et sted at bo mere. Nogle er dog vendt hjem, og dyreinternatet giver da også de fleste af deres kæledyr tilbage til deres ejere – men ikke alle.
»For mig er der skæringslinje. Hvis man er villig til at efterlade sin hund eller kat alene i mange uger, så synes jeg ikke, man fortjener at få den tilbage. Nogle af dyrene her på gården vil formodentlig komme til at leve deres liv her, og det er ikke et dårligt liv for dyr. Men vi arbejder naturligvis på at få så mange som muligt ud til mennesker, der vil elske dem og passe på dem,«
Dyreinternatet har investeret i generatorer, der kan holde elektriciteten kørende længe, hvis krigen vender tilbage, og der er indkøbt store mængder foder og medicin. Krigen har bevæget sig længere østpå for nu. Men Maksim Grypnik føler sig på ingen måde sikker på, at den ikke vender tilbage, og han er klar til endnu en tørn for de glemte dyr i den brutale krig.
