En mand fra Texas truede forud for stormløbet mod Kongressen med, at han ville dræbe Alexandria Ocasio-Cortez.

USA's justitsministerium har i denne uge tiltalt en mand fra Texas for at true med, at han ville dræbe demokraten Alexandria Ocasio-Cortez og for at deltage i stormløbet mod Kongressen 6. januar.

Retsdokumenter viser, at anklagere fredag bad en dommer om at holde manden ved navn Garret Miller fængslet, indtil han skal i retten.

Han er blandt andet tiltalt for at komme med dødstrusler mod det unge medlem af Repræsentanternes Hus og for ulovlig indtrængen i kongresbygningen.

I retsdokumenterne står der, at Miller forud for stormløbet delte flere opslag på sociale medier, hvor han annoncerede, at han ville rejse til Washington D.C., inden han også truede med at dræbe 31-årige Ocasio-Cortez og en kongresbetjent.

Anklagere siger, at Miller også delte flere truende opslag under optøjerne.

Blandt andet skrev han i en kommentar på Twitter, at "vi tager våben med næste gang" til en video, der viser flere urostiftere gå ud af kongresbygningen, efter at den blev stormet.

Ocasio-Cortez delte 12. januar en livevideo på Instagram, hvor hun fortalte, at hun under optøjerne var bange for, at hendes kolleger i Kongressen måske ville røbe hendes lokation til den vrede folkemængde og bringe hende i fare for at blive kidnappet eller værre.

I videoen fortalte den unge demokrat også, at hun undervejs havde "et meget nærgående møde, hvor hun troede, at hun skulle dø". Hun tilføjede senere, at hun ikke kunne uddybe mere specifikt på grund af sikkerhedshensyn.

- Jeg vidste ikke, om jeg ville overleve den dag, skulle Ocasio-Cortez have blandt andet have sagt i videoen ifølge avisen Washington Post.

Ocasio-Cortez' talsmand har ikke ønsket at kommentere tiltalen mod Garret Miller. Han skal efter planen fremstilles foran en domstol mandag.

/ritzau/Reuters