Mand slået til plukfisk, efter han låste sig inde med to små drenge


En amerikansk mand fra staten Virginia opførte sig meget uartigt over for to meget unge drenge på 2 og 3 år, da han var på juleferie hos en familie. Det kostede ham et ødelagt ansigt.
Manden, der sørgede for, at forbryderens ansigt kom til at ligne noget fra en horrorfilm, er de to små drenges far.
Han gik søndag ind på deres værelse for at tjekke sine to drenge. Faderen, som ikke bliver offentligt identificeret, fandt i stedet den 60-årige Mark Stanley i drengenes soveværelse.
Han havde ingen underbukser på, siger Spotsylvania Sheriffs kontor i en udtalelse. Det skriver New York Post.
»Da faderen spurgte, hvad han lavede i rummet, så skubbede Stanley ham ud af rummet og låste derefter døren,« sagde sheriffens ansatte.
»Faderen tiltvang sig derefter adgang til rummet og begyndte at banke Stanley.«
Da politiet ankom, fandt de faderen med en pistol i hånden. Han var på vej mod Stanley, som havde alvorlige skader på ansigtet.
Liz Scott fra politiet fortalte den lokale avis, at deres indgriben kan have reddet mandens liv.
Stanley blev tiltalt for to tilfælde af at tage ulovlige friheder over for et barn, og desuden for at overfalde børnene.
Der kan komme yderligere tiltaler, når sagen bliver færdigefterforsket, siger politiet.
Han sidder nu i fængsel uden kaution, mens børnene er kørt på hospitalet for at blive undersøgt.
Deres far er ikke sigtet.