I weekenden kom en mandlig turist lige lovlig tæt på en haj under en badetur på Mallorca. Det er tredje gang denne sommer, at en haj er blevet spottet nær de overfyldte strande på den populære ferieø.

Det skriver Majorca Daily Bulletin.

Omkring klokken 14.30 lørdag eftermiddag kaldte livredderne på Estany strand i Colonia de Sant Jordi på Mallorcas syd-øst kyst strandgæsterne op af vandet, efter en mand blev såret af en to meter lang haj.

Manden, der svømmede rundt nær en grotte, da han stødte på hajen, havde så mange smerter i armen, at han i første omgang troede, at han var blevet bidt. Det viste sig dog, at hajen blot havde studset hans arm.

Normalt svømmer hajer ikke så tæt på kysten, og derfor mente man, at den pågældende haj enten måtte være syg eller desorienteret. Den lokale marineservice blev tilkaldt for at lede efter hajen.

Det lykkedes dem dog ikke at lokalisere den, så efter et par timers søgning, vendte alt tilbage til normalt på standen.

Navnet på den sårede mand er ikke blevet offentliggjort, men han skulle angiveligt være turist.

Det er tredje gang denne sommer, at en haj er blevet spottet i vandet ud for den populære ferieø. En lignende hændelse fandt sted den 25. juni, hvor en stor flok turister fik noget af et chok, da en stor blåhaj svømmede rundt i vandet helt tæt ved kysten langs flere populære badestrande på Mallorca.

En haj blev spottet på Playa de Palma strand på Mallorca den 25. juni Juni 2017. Arkivfoto: Scanpix
En haj blev spottet på Playa de Palma strand på Mallorca den 25. juni Juni 2017. Arkivfoto: Scanpix Foto: SOCIAL MEDIA
Vis mere

Kystvagterne indledte en intensiv jagt på blåhajen, som sidenhen blev fanget og bragt på land, hvor det viste sig, at den var beskadiget. Den havde en krog siddende i munden og måtte efterfølgende aflives.