Den 62-årige Steve Bruemmer svømmede ud for Lovers Point Beach nær Monterey i Californien den 22. juni – da han pludselig blev angrebet.

Ifølge Steve var det en dejlig dag, og han svømmede, uden at en vind rørte sig.

Han gled bare gennem vandet, mens han så på søgræsset og søstjernerne. Han var helt uforberedt på det, der var ved at ske. Det skriver Sky News.

»Jeg var 140 meter fra stranden og var næsten færdig med min svømmetur da – wham!« genkalder han.

Steve Bruemmer taler her med en reporter om den sindsoprivende oplevelse.
Steve Bruemmer taler her med en reporter om den sindsoprivende oplevelse. Foto: Affotograferet fra video
Vis mere

»Jeg ved ikke nøjagtigt, hvad der skete, men jeg blev angrebet voldsomt af en haj. Den fik fat i mine lår og min mave, og den trak mig op og ned i vandet.«

Så tilføjede han lidt eftertænksomt: »Så spyttede den mig ud igen, for jeg er jo ingen sæl. Det var, hvad den troede, jeg var, men vi er ikke dens føde.

Den kiggede på mig, og var lige ved siden af mig, så jeg troede, at jeg blev bidt igen. Jeg skubbede til den med min hånd, og jeg sparkede til den med min fod – og den forsvandt så.

Jeg kom op til overfladen igen og begyndte at råbe om hjælp.«

Steve Bruemmer bor selv i Monterey, og han er triatlet. Han har svømmet i havet et par gange om ugen igennem de sidste ti år.

Han takkede de to paddleboardere, der ilede ham til hjælp. En var sygeplejer, den anden en politibetjent, som havde mobiltelefonen med sig og ringede til alarmcentralen.

En surfer kom til med et surfbræt, og de tre fik lagt ham op på det, og bragte ham ind til stranden.

»De var helte. Hvordan kan du komme ned i det blodige vand, når en haj måske cirkler omkring dernede. Alt sammen for at redde en fremmed,« siger en taknemmelig Steve Bruemmer.

Efter hajangrebet blev han hastet til hospitalet, hvor lægerne behandlede hans lår, så han måske kan komme til at gå igen.