Politiet i New York, USA, leder efter en mand, som har overfaldet syv kvinder af asiatisk herkomst på bare to timer på Manhatten.

Overfaldene er et eksempel på, at der foregår en uendelig række af vold mod de amerikanere, der er af asiatisk afstamning.

Der er intet, som tyder på, at manden kendte nogen af de kvinder, han har overfaldet. To af dem måtte behandles på et lokalt hospital.

Manden havde blondt hår, og han var lys i huden. Det skriver The New York Times.

Han begyndte angrebet sidst på eftermiddagen, hvor han uden at sige et ord slog en 57-årig kvinde i ansigtet. Ti minutter efter gik det ud over en 25-årig, som også blev slået i hovedet.

De næste to ofre, der var i 20erne, fik også et slag i ansigtet. Begge med kun minutters mellemrum.

Ved 19-tiden var det en 19-årig dame, der fik en albue i ansigtet. 20 minutter efter fik en anden dame en albue i munden!

Det sidste offer blev kastet ned på jorden ved 20-tiden.

»Der var ingen interaktion mellem parterne – og der blev ikke sagt noget,« siger politiet.

Mandens ansigt blev fanget på et overvågningskamera, og overfaldene er overgivet til politiets taskforce for hadkriminalitet.

Angreb på newyorkere af asiatisk herkomst har for nylig ledt til fire dødsfald. Yao Pan Ma blev slået, da hun samlede dåser i East Harlem. Michelle Alyssa Go blev dræbt i januar.

I sidste måned blev Christina Yuna Lee dødeligt stukket ned af en mand, som forfulgte hende hjem. Og så døde GuiYing Ma af sine sår i sidste uge.