62-årige Malcolm Applegate havde i 25 år elsket sit job som gartner i den britiske by Birmingham, men kærligheden til jobbet blev til sidst for meget, mente hans kone.

De første tre år af parrets ægteskab var ellers gået problemfrit, men i takt med at parret lærte hinanden bedre at kende, kom der grus i maskineriet. For jo mere Malcolm Applegate arbejdede, desto mere vred blev hans hustru.

»Hun kunne ikke lide, at jeg var ude af huset i lange perioder ad gangen,« fortæller Malcolm Applegate i et interview med bostedet Emmaus Greenwich for tidligere hjemløse og tilføjer:

»Den kontrollerende adfærd blev for meget, og hun krævede, at jeg ikke arbejdede så meget. Efter at jeg i lang tid havde forsøgt at blive i ægteskabet, besluttede jeg at stoppe det. Uden et ord til nogen, ikke engang familie, pakkede jeg mine ting og forsvandt. Jeg var væk i 10 år,« fortæller han.

Siden camperede han med to andre i et skovområde nær Kingston sydvest for London, mens han arbejdede som gartner ved et bosted for ældre. Her kunne han desuden blive vasket og tage brusebad, og fordi stedet ifølge Malcolm Applegate ikke var velkendt, så gik det ganske ubemærket hen, at han var meldt savnet.

Han nød med andre ord sit liv.

Men da han en dag hørte om bostedet Emmaus Greenwich gennem en anden person, der ligeledes havde forladt alt, var han overbevist om, at det måske ville passe ham bedre.

Siden har han boet på Emmaus Greenwich, hvor han har fået styr på sit liv og desuden fået kontakt til sin søster igen, som han ikke havde set, siden han forsvandt.

»Det var et årti siden, jeg sidst havde set hende, og i den periode havde hun ledt efter mig på alle Frelsens Hærs herberger i Sydengland. Jeg tror, hun antog, at jeg var død. Jeg skrev et brev til hende, da jeg var blevet indkvarteret i Greenwich, og hun ringede til mig helt opløst af tårer. Nu har vi et fantastisk forhold igen,« siger han til Emmaus Greenwich-hjemmesiden.