En 37-årig mand, der satte ild til sig selv ved retsbygning, hvor Trump er tiltalt, er død af sine kvæstelser.

En mand, der fredag satte ild til sig selv foran retsbygningen i New York, hvor ekspræsident Donald Trump var for retten, er død af sine kvæstelser.

Det skriver The New York Post og tv-stationen NBC-News lørdag.

Den 37-årige mand blev bragt til et hospital efter episoden, der fandt sted i en park nær domstolen på Manhattan, hvor både tilhængere og modstandere af Trump har fået tilladelse til at demonstrere.

Manden havde kastet et stort antal pamfletter på jorden i parken, inden han overhældte sig selv med en brændbar væske og satte ild til sig selv. Han faldt derefter ind i en af politiets afspærringer og ned på jorden.

Politiet har identificeret ham som Maxwell Azzarello fra St. Augustine i Florida.

Det er ikke oplyst, hvornår han døde.

Ifølge BBC var flere betjente til stede, da hændelsen fandt sted.

En brandslukker blev brugt til at slukke flammerne på manden, som efterfølgende blev båret væk på en båre og kørt på hospitalet.

Mens hændelsen skete, var Trump i retten i den nærliggende retsbygning, hvor han er anklaget for regnskabssvindel i forbindelse med udbetaling af tys-tys-penge til pornoskuespillerinden Stormy Daniels.

Den 77-årige Trump er den første tidligere amerikanske præsident, som er blevet tiltalt i en kriminalsag.

Fredag blev nævningetinget i sagen fuldtalligt. 12 nævninger samt seks suppleanter er udpeget. Dermed kan selve retssagen indledes. Den ventes at vare i omkring seks uger.

Ifølge myndighederne handlede mandens flyers om konspirationsteorier. Han ankom til New York tidligere på ugen og havde angiveligt skrevet om sin plan om at sætte ild til sig selv på sociale medier.

Flere personer pådrog sig mindre skader i forbindelse med brandepisoden./ritzau/