En passager har fortalt politiet, at han åbnede døren på et fly i luften minutter før det landede i den sydkoreanske storby Daegu, fordi han følte sig "ukomfortabel".

Det skriver det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap.

Manden, der er i trediverne fortæller politiet, at han åbnede døren, fordi han ønskede at komme hurtigt af flyet.

Han har yderligere fortalt politiet, at han var stresset efter for nylig at have mistet sit job.

Det er ikke umiddelbart lykkedes Reuters at få en kommentar fra politiet.

Flyet fra Asiana Airlines landede fredag i god behold, efter at en dør blev åbnet, mens flyet befandt sig 213 meter over landjorden.

Flyet var på vej fra den sydkoreanske ø Jeju til millionbyen Daegu, da en af dørene kortvarigt åbnede sig.

Ni passagerer blev efterfølgende sendt til hospitalet med åndedrætsbesvær. Alle blev dog udskrevet efter cirka to timer.

Myndighederne har planer om at fængsle manden, der allerede er i politiets varetægt, når undersøgelserne af hændelsen er gjort færdige.

En person fra det koreanske transportministerium har oplyst, at det er muligt at åbne en flydør i luften, hvis flyet er tæt på landjorden, fordi trykket inden for og uden for kabinen er nogenlunde ens.

Ifølge nyhedsmediet Bloomberg var der 194 passagerer om bord på flyet.

Øen Jeju, hvorfra flyet lettede, er en populær feriedestination i Sydkorea. Den ligger syd for Sydkorea og vest for Japan.

/ritzau/Reuters