Advokat til dansk pædagog siger, at Malthe Thomsen får 500.000 kroner i forlig efter anklager om krænkelser.

New York. Malthe Thomsen, som var pædagogstuderende i New York, har indgået forlig i sin erstatningssag mod den amerikanske anklagemyndighed og staten New York, skriver dr.dk.

Den 25-årige dansker får 500.000 kroner.

Det betyder ifølge advokat Jane Fisher-Byrialsen dog ikke, at sagen er slut.

Hun forventer et retsopgør med den kvindelige kollega, som anklagede danskeren for at have krænket børn i den børnehave, hvor de to arbejdede.

Malthe Thomsen var i praktik som pædagog.

Den danske pædagogstuderende blev fængslet i USA. Siden blev han løsladt mod kaution, og anklagemyndigheden lod senere sagen falde.

/ritzau/