Politiet i Malmø ved endnu ikke, om der er en sammenhæng mellem tre skudepisoder i byen.

På mindre end et halvt døgn er der tre gange blevet skudt mod lejligheder forskellige steder i Malmø.

Omkring klokken 01.38 natten til fredag blev der affyret skud mod en lejlighed i Rosengård, som er et kvarter, der tidligere har været præget af skudepisoder og anden kriminalitet.

Torsdag aften ved 21.30-tiden ringede beboere til politiet med meldinger om lyden af skud på Stensjögatan. Da politiet kom til stedet, opdagede det flere skudhuller i døren til en lejlighed og en væg ved indgangen.

Inden da var der torsdag ved 15-tiden blevet affyret flere skud mod en lejlighed i bydelen Fosie.

Der er ikke umiddelbart meldinger om tilskadekomne ved nogen af de tre skudepisoder, oplyser svensk politi.

'Det er for tidligt at sige, om der er en sammenhæng mellem episoderne. Vi behandler dem som separate hændelser,' siger Ulrika Olsson ved politiet i Malmø ifølge nyhedsbureauet NTB.

/ritzau/TT