Ifølge regeringen i Mali har Danmark sendt soldater til det vestafrikanske land uden forudgående aftale.

Malis regering har mandag bedt Danmark om straks at trække danske soldater, der bidrager til en franskledet mission i landet, hjem.

Det fremgår af en udtalelse fra regeringen ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det danske udenrigsministerium oplyser sent mandag aften, at det er i kontakt med styret i Mali, der kom til magten ved et kup i 2020.

- Der er på nuværende tidspunkt betydelig usikkerhed om overgangsstyrets udmelding, oplyser Udenrigsministeriet.

Danmark sendte i sidste uge et hold af jægersoldater og et kirurghold ned til missionen ved navn Takuba Task Force.

Den er en del af Operation Barkhane, som Frankrig står i spidsen for.

Ifølge Malis regering har Danmark ikke konsulteret tilstrækkeligt med regeringen omkring udsendelsen af de danske soldater. Danmark har angiveligt heller ikke overholdt de nødvendige protokoller.

I en erklæring meddeler regeringen i det vestafrikanske land, at "denne indsættelse blev foretaget uden samtykke".

- Malis regering noterer sig med forbløffelse indsættelsen på sit territorium af et hold af danske specialstyrker i Takuba-styrken.

Takuba Task Force-missionen, som de omkring 90 danske soldater indgår i, omfatter omkring 900 soldater under fransk ledelse.

Missionen blev lanceret i marts 2020 og omfatter soldater fra en lang række europæiske lande. Deriblandt Sverige og Norge.

Den mangeårige Operation Barkhane har til formål at bekæmpe terrorisme i Sahel-regionen og hjælpe lokale styrkers evne til at bekæmpe terrorgrupper.

På trods af indsatsen er Mali dog stadig hårdt plaget af angreb fra ekstremistiske grupper. Regeringen er samtidig kommet på kant med EU.

Årsagen er, at styret har udskudt et ventet valg i næste måned i op til fem år.

Ifølge flere kilder har man også hyret lejesoldater fra den kontroversielle russiske Wagner-gruppe til at træne styrets soldater.

På et møde for EU-landenes udenrigsministre mandag i Bruxelles var der enighed om at tage sanktioner i brug, hvis ikke styret i Mali skifter kurs.

Det siger udenrigsminister Jeppe Kofod:

- Der er enighed i EU-kredsen om at arbejde videre med sanktioner, der rammer personer, som forhaler overgangen til demokrati. Eller som truer Malis fred, sikkerhed og stabilitet, siger Jeppe Kofod.

/ritzau/Reuters