En 18-årig dansk kvinde befandt sig i biografen i Colorado, da en maskeret mand gik amok og dræbte 14 mennesker i salen ved siden af den, hun sad i.

Mindst 14 mennesker er dræbt og omkring 50 såret ved en premiere på den nye Batman-film i den amerikanske delstat Colorado. 18-årige Malene Nygaard befandt sig i selvsamme biograf, men blot i en anden sal, da skyderiet gik i gang.

- Under en skudscene i filmen kom der pludselig nogle høje knald fra udgangen ved højre side. Der kom røg derfra, som lugtede og smagte rigtig dårligt. Folk begyndte at rejse sig op, men der var ikke nogen, som skreg, skriver Malene Nygaard til DR Nyheder.

Læs også:

Den 18-årige dansker er på besøg i byen Aurora i Colorado, hvor hun var udvekslingsstudent for et år siden. Hun var taget i biografen med sine venner for at se midnatspremieren på Batman.

- Mine venner og jeg rejste os op og gik ned af trappen. Der var blod på trappetrinene. Udgangen var spærret, og vi var alle klistret op af væggen. Lidt efter blev nødudgangen åbnet, skriver Malene Nygaard.

- Da jeg kom udenfor, var biografen omringet af politibiler, ambulancer og brandbiler. Jeg så folk, der løb, og en pige, som var blevet skudt i benet. Jeg skyndte mig hjem og fandt senere ud af, at det hele var sket i salen ved siden af min.

En 24-årig mand er pågrebet efter skyderiet, oplyser politiet. Mandens lejlighed er allerede blevet ransaget, og der er fundet sprængstoffer.

Læs også:

Adskillige sårede er bragt til hospitalet, og der er angiveligt børn blandt de dræbte. Mindst tre personer er i kritisk tilstand, oplyser en talskvinde fra hospitalet Swedish Medical Center til lokale 9news.com.

Drabene fandt sted i biografen Century 16 Movie Theater, hvor kuglerne tilsyneladende er gået igennem væggene og har ramt folk i en biografsal ved siden af - men altså ikke den danske pige.

I 1999 fandt en anden dramatisk skudepisode sted uden for Denver, Colorado. Det tragiske skoleskyderi på Columbine High School kostede 12 elever og en lærer livet.

Filmen »The Dark Knight Rises« er instrueret af Christopher Nolan og har premiere i Danmark i dag.