Vi kunne – måske – have reddet hende.

Sådan må man tolke udtalelserne fra anonyme politikilder tæt på eftersøgningen af den 15-årige Nora Quoirin.

Flere efterforskere mere end antyder nemlig nu, at redningsmandskabet burde have fundet den forsvundne fransk-irske teenager meget før.

»Flere af deltagerne i eftersøgningen var uerfarne og blev hurtigt trætte under de varme og fugtige forhold. De gik heller ikke hele tiden med en armslængde mellem sig (som de burde, red.),« siger en politikilde i eftersøgningen til den britiske avis Daily Mail.

Nora Quoirin.
Nora Quoirin. Foto: LUCY BLACMAN TRUST/ FAMILY / HAN
Vis mere

På bare tæer og kun iført undertøj gik den udviklingshæmmede teenager rundt i den malaysiske jungle alene. I mere end en uge vandrede hun tilsyneladende hvileløst omkring på må og få i et desperat forsøg på at finde tilbage til sin familie.

I 10 dage ledte over 300 mand med hunde, helikopter og droner efter Nora uden at finde det mindste spor efter hende.

Nu indrømmer en anonym efterforsker over for avisen Daily Mail, at de uerfarne betjente kan have overset afgørende spor, som kunne have have ført frem til hende, mens hun stadig var i live.

»Vi kan ikke bebrejde dem. For mange af dem var det første gang, de deltog i en eftersøgning, og de arbejdede i mange timer under disse forhold, og vand- og madforsyningerne var begrænsede. Alt i alt mener jeg, at de gjorde det godt, trods vanskelige forhold,« siger han.

Flere hundrede mand ledte efter den forsvundne teenagere i junglen.
Flere hundrede mand ledte efter den forsvundne teenagere i junglen. Foto: FAZRY ISMAIL
Vis mere

Nora ankom lørdag 3. august til ferieresortet The Dusun i naturreservatet Berumbun Forest Reserve syd for Kuala Lumpur sammen med sine forældre og to søskende.

De tjekkede ind og gik i seng, men da hendes søskende vågnede søndag morgen, var Nora væk. Eneste spor efter hende var et åbent vindue i stueetagen i den to etagers bungalow, hvor teenageren overnattede med sine søskende.

To uger efter, at familien fra London drog af sted på deres drømmeferie til Malaysia, steg de på flyet hjem til England med liget af deres datter.

Sammen med den kæmpemæssige sorg og en række ubesvarede spørgsmål har de nu den frygtelige vished for, at Nora måske kunne være blevet reddet, hvis hun var blevet fundet bare lidt før.

Her holder Nora's mor en kort tale for redningsfolkene.
Her holder Nora's mor en kort tale for redningsfolkene. Foto: ROYAL MALAYSIAN POLICE / HANDOUT
Vis mere

Forældrene har hele tiden holdt fast i, at deres datter aldrig ville gå ud i regnskoven alene, men politiet understreger samtidig, at der ikke er noget, der tyder på, at Nora har været udsat for en forbrydelse. Obduktionen viser, at hun døde af sult og udmattelse.

Endnu en anonym politiofficer siger til Daily Mail, at man fortsat undersøger stedet, hvor liget af teenageren blev fundet.

»Vi har indtil videre ikke fundet tegn på, at der er foregået noget kriminelt, og vi fortsætter med at undersøge området, hvor hun blev fundet. Lokale beboere bliver også interviewet.«

»Omstændighederne omkring hendes død er stadig et totalt mysterium.«